
Rig og fri: Prins Joachim lever livet uden for Danmark

LÆS OGSÅ: Prins Joachim ejer enorme arealer
Der er ingen bånd, der binder mig, Og ingen holder på mig nej. Før var jeg i slaveri. Men nu er det forbi, synger Disneys udgave af Pinocchio, som i denne juletid danser hen over tv-skærmen i mange danske stuer.
Marionetdukken Pinocchios ord kunne lige så godt være prins Joachims.
For kong Frederiks 56-årige bror er lige så fri som trædukken, efter at han sammen med sine to yngste børn og prinsesse Marie i 2019 flyttede til Paris og fire år senere bosatte sig i Washington D.C. i USA.

Mens Mary, Frederik og Christian totalt har overtaget den kongelige manege i Danmark, kan Joachim og Marie i Washington gå rundt på gaden uden at blive genkendt og fotograferet. Eller med Pinocchios ord: – Jeg kan gå, hvorhen jeg vil, glad hopper jeg omkring, ligsom jeg er tosset til.
Marie og Joachims protektioner for bl.a. Dansk Kartoffelråd, Hjerl Hede og Schackenborg Fonden falmer langsomt, mens de er i udlandet. Parret er lovligt undskyldt på grund af tidsforskellen mellem Danmark og USA og afstanden på mere end 6.000 kilometer.
Da Berlingske i efteråret interviewede Joachim og Marie, fortalte de, at de er glade for at bo i den amerikanske hovedstad, og at de bliver indtil sommeren 2027, hvor prinsens forsvarsindustriattaché-kontrakt med den danske ambassade udløber.
Til den tid har prinseparret været væk fra Danmark i otte år.

Men de har ikke manglet noget. Joachim scorede omkring 100 mio. kr. da han i 2014 solgte Schackenborg Slot til erhvervsvenner af kongehuset. Han har intet overtræk på bankkontoen.
I 2018 døde prins Henrik. Hvor stor en formue, han efterlod til sine sønner er uvist. Men der var formentlig mindst et tocifret millionbeløb til både Frederik og Joachim.
Inden afrejsen til Frankrig købte Joachim et 344 kvm. stort palæ i Klampenborg for 34,5 mio. kr.

Det blev istandsat for et millionbeløb, og da håndværkerne skulle betales, udnyttede prinsen den favorable ordning med at få momsen refunderet – en ordning som kun er medlemmer af kongehuset forundt, idet de er fritaget for at betale skat og moms. I 2023 solgte prinsen ejendommen for 44 mio. kr., hvilket gav jackpot til Joachim.
I årenes løb har Joachim høstet mange millioner på momsrefusionskontoen – de 852.000 kr, som røg tilbage til prinsens konto i 2015, illustrerede, at kongens lillebror i økonomisk nidkærhed sagtens kan matche Mogens Lykketofts, der i sin tid som vellønnet formand for FN’s generalforsamling fik staten til at betale for alt, lige fra forlængerledningen fastnettelefonen til drikkepenge, synstest og blækpatroner.
Mærkværdig særordning
Prins Joachim, som kun er nummer fem i arverækkefølgen til tronen og dermed realistisk set er længere fra Krone 1 end afstanden til månen, har på forunderlig vis fået lov at beholde sin apanage på over fire mio. kr. om året.

Da han blev tilbudt job på den danske ambassade, først i Paris, siden i Washington D.C, blev der indgået en studehandel, så han blev hyret som ulønnet forsvarsattache – til gengæld fik han lov at tage sin lukrative apanage med til udlandet, selv om reglerne siger, at apanagemodtageren skal have bopæl i Danmark.
Joachim har uden tvivl haft det store smil på, da et flertal i folketinget gav ham dispensation fra bopælskravet. Han ved, at hvis han først en gang mister apanagen, så får han næppe den gyldne mulighed igen.
Kongehuset har forlængst meldt ud, at hverken prinsesse Isabella, prinsesse Josephine eller prins Vincent, som kommer før Joachim i arverækkefølgen til tronen, kan skal regne med at få apanage. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis de tre søskende undrer sig over, hvorfor deres stenrige onkel Joachim begunstiges med en helt unik særordning, som tilmed er med til at skade kongehusets popularitet.
Kongehusets Pinocchio – eller er det Joachim von And? – kan være ligeglad, så længe millionerne vælter ind i hans allerede bugnende pengetank.
