
Ekstrem sult plager Micki Cheng: - Jeg tænker kun på mad

LÆS OGSÅ: TV-kendis i kæmpe comeback
Marcipan, slik, kager, flæskesteg og brun sovs.
Fristelser er der nok af i julen, og dem har 36-årige Micki Cheng – kendt fra både ”Den store bagedyst” og ”Vild med dans” - absolut ikke brug for.
For Cheng, som i år har tabt 50 kilo med hjælp fra Wegovy, ny kost og masser af træning, har nu levet uden medicinsk hjælp i fem måneder, og det begyder for alvor at slide mentalt.
– Det er som om, mit hoved bliver overtaget af et cookie-monster. Den der stemme i hovedet, der siger spis. Det er lidt crazy. Lige nu synes jeg virkelig, virkelig, det er hårdt, og nogle dage er uoverskuelige, fordi jeg kun tænker på mad, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt invaliderende.

– Der var en dag, hvor jeg simpelthen blev nødt til at gå i seng klokken 19.45, fordi jeg ikke kunne tænke på andet end mad, forklarer Micki Cheng til SE og HØR, som er på besøg hos tv-stjernen i Randers.
Her er godt gang i julebagningen, men Micki Cheng giver langt det meste væk til familie og ikke mindst naboer, som får en lille pose godter hængt på døren.
Selv hælder han til den sukkerfri Pepsi Max i denne tid, som tager toppen af trangen, men nogle gange må han give efter for lysten til at spise.

Som da madøret i efteråret besøgte Japan og for en stund glemte alt om kalorieregnskab og mådehold.
– Vi var afsted i 14 dage, og jeg gik 35.000 skridt om dagen. Men da jeg kom hjem, lignede jeg en flodhest, og jeg havde taget 13,5 kilo på.
– Jeg vidste jo godt, at når vi kom til Japan, så ville jeg ikke sige nej til så meget. Derovre får man både ris og sindsygt meget hvidt brød, hvor de tilmed skærer kanterne af for en, forklarer Micki Cheng om sit asiatiske ædegilde.
Hjemme i Danmark måtte han hurtigt tilbage til de gode vaner, og i slutningen af november stod Mickis badevægt igen på minus 50 kilo, som er det tal, tv-værten forsøger at holde.

Selve juleaften regner Cheng dog med, at den igen skal have så fuld gas med alle de klassiske, danske retter, at bæltespændet atter kommer på overarbejde.
– Der skal køres så meget risalamande ned, at jeg får det dårligt. Den aften kan jeg sagtens tage tre-fire kilo på, siger Cheng, som har skiftet hele sin garderobe ud for at gå fra to gange XL og nu til medium, hvilket har været en bekostelig affære.

Overvejer terapi
Før sit ekstreme vægttab fik Micki Cheng den besked, at det sværeste ikke er at tabe sig – men derimod at holde vægten nede.
Det må tv-manden nu skrive under på, og han har i den senere tid funderet over, om han mon har noget galt på øverste etage, siden det er så svært at holde op med at spise.

– Jeg kunne godt have tendenser til noget, der hedder binge eating disorder (nervøs tvangsspisning på dansk, red) Det er ikke noget, jeg har fået diagnosticeret, men jeg tænker, det stemmer meget godt overens med, hvad det egentlig er, jeg føler.
– Hvorfor er det, at alt god mad ikke bare kan fylde lige så meget i kalorieregnskabet som spidskål? Det synes jeg simpelthen er så pissehammerende unfair, lyder det fra Micki, der ser 2026 som året, hvor det mentale skal i fokus for at holde vægten nede.
Lige nu kæmper han en brav kamp alene med sin tanker, men Cheng vil ikke afvise, at han kommer til at række ud efter hjælp, hvis det i sidste ende bliver for svært.

– Måske skal der en form for terapi eller anden mental hjælp til for at få lukket det der cookie-monster ned. Eller i hvert fald nogen andre til at sætte ord på tingene.
– Det er jo fuldstændig vanvittigt, hvad jeg kunne fortære, forklarer Micki Cheng, som netop har fået grønt lys som vært på endnu en sæson af ”Slikbyggerne”.
