Spritnyt regnskab: "Gift ved første blik"-Amalie taber millioner

LÆS OGSÅ: Amalie Klæstrups store familiehemmelighed
Det kan være, at Otto Olrik får en lidt mindre julegave i år.
Det er nemlig ikke et positivt regnskab, Amalie Klæstrup, som han blev gift med i DR-serien "Gift ved første blik", netop har afleveret.
Investeringsselskabet har således tabt 4.192.028 kroner i perioden 1. oktober 2024 til 30. september 2025, viser den netop offentliggjorte årsrapport for selskabet Amalie Klæstrup Invest ApS.
Ekstra Bladet har tidligere skrevet om hendes formue, der er grundlagt på baggrund af ejerskabet af familiens tøjimperium, Nielsens, som har 16 butikker spredt ud over hele landet og flere end 200 medarbejdere på lønningslisten.

Og det er muligvis hos netop Nielsens, at årsagen til underskuddet skal findes.
I hvert fald ejer Amalie Klæstrup Invest ApS godt 36 procent af selskabet Jesper Bebe Nielsen Invest ApS, som ejer en tredjedel af Nielsen's Invest, der i sidste ende ejer Nielsens og en række ejendomsselskaber.
Jesper Bebe Nielsen Invest ApS har ikke afleveret regnskab endnu, men ifølge "Gift ved første blik"-stjernens regnskab kommer det selskab til at vise et underskud på lige knap 14 millioner kroner.
Hvilket altså vil give Amalie Klæstrups firma et underskud på fem millioner kroner, da hun ejer lidt mere end en tredjedel af dét selskab.
At underskuddet hos DR-kendissen i sidste ende ikke bliver helt så stort, skyldes at hun i løbet af året har været god på de finansielle markeder. Selskabets såkaldte finansielle indtægter og omkostningerne viser et positivt resultat på omkring 910.000 kroner.
Heraf er godt 400.000 kroner af disse positiv vækst i de børsnoterede aktier, hun via selskabet er investeret i.
Trods underskuddet har Amalie Klæstrup udbetalt et udbytte på 135.000 kroner til sig selv, hvilket der da også er rigeligt råd til.
Egenkapitalen i selskabet lyder således fortsat på knap 59,6 millioner kroner.
Amalie Klæstrup blev et kendt ansigt, da hun tidligere i år dukkede op i DR-programmet "Gift ved første blik". Her blev hun sat sammen med Otto Olrik, og parrets ægteskab holder fortsat den dag i dag.