
Mette-Marits læge afviser: Kommer ikke foran i køen til transplantation

LÆS OGSÅ: Norges kongehus reagerer på chokbesked
Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, kommer ikke foran i køen til en lungetransplantation.
Det siger hendes læge, Are Martin Holm, afdelingsleder og professor på lungeafdelingen på Rikshospitalet, på et pressemøde om kronprinsessens sygdom.
Han fortæller, at processen er sådan, at når der kommer et organ ind, vurderer man, hvem det passer til og laver en liste ud fra ventelisten.
- Når der kommer et organ, der passer, så tager vi altid den, der er er sygest. Den det haster mest med. Uanset hvad, fortæller han de fremmødte medier som NRK.
20-40 på venteliste
Are Martin Holm fortæller videre, at det ikke er muligt at sige noget konkret om, hvor lang tid man må vente på en ny lunge.
- Der er normalt mellem 20 og 40 patienter på venteliste, siger han og fortæller, at det varierer meget, hvor lang tid man må vente, når man er en del af listen.

Tidligere har der været længere ventelister, men på det seneste har man fået nedbragt antallet, lyder det fra Are Martin Holm.
Han understreger også, at det endnu er for tidligt at sætte kronprinsessen på ventelisten, men hendes tilstand er på det seneste forværret i sådan en grad, at lægerne begynder forberedelserne på at få hende på listen.
- Man må ikke få transplantationen for tidligt, men heller ikke for sent. Du må heller ikke være for syg, for så kan man ikke klare operationen. Vi skal finde det rette tidspunkt, siger han og fortæller, at en transplantationen er den eneste mulighed, når sygdommen når et vist punkt.
- Det er en stor operation, og det er skræmmende. Men på samme tid er der en redningsmulighed og en løsning, der giver håb, siger han om transplantationen.
Skal have dødsdom
Ifølge NRK foretages der årligt lidt mere end 30 lungetransplantationer i Norge.
Kravet for at komme på listen er, at patienten maksimalt vil kunne leve ét-to år uden en ny lunge, personen skal være yngre end 65 år, og der skal være 80 procent sandsynlighed for, at patienten kan leve mere end fem år efter transplantationen.
Mette-Marit blev i 2018 diagnosticeret med lungefibrose, der danner arvæv på lungerne.
Ifølge kronprinsessen selv har udviklingen taget fart det seneste halve år.
- Jeg har hele tiden håbet, at vi kunne holde sygdommen i skak med medicin, og udviklingen har egentlig været ret langsom indtil nu.
- Men nu er det gået hurtigere, end både jeg og lægerne havde frygtet, sagde kronprinsesse Mette-Marit tidligere i dag til NRK.
Det kan du læse mere om herunder:
