Annonce
Nyheder3 timer siden (opd. 3 timer siden)

Valgt ind i november: Nu smider DF Thomas Rasmussen efter afsløring af svindel

Thomas Rasmussen har engang fået en dom for at svindle en mand, og det koster en fyreseddel hos DF
Af: Ritzau
Morten Messerschmidt og resten af toppen i Dansk Folkeparti opdagede ikke den svindeldømte, før det var for sent. Nu har de taget konsekvensen og smidt ham ud.
Morten Messerschmidt og resten af toppen i Dansk Folkeparti opdagede ikke den svindeldømte, før det var for sent. Nu har de taget konsekvensen og smidt ham ud.
 Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Annonce

Politikeren Thomas Rasmussen, som ved sidste måneds kommunalvalg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Dansk Folkeparti, er smidt ud af partiet, fordi han har svindlet en mand med kognitivt handicap for næsten 100.000 kroner.

Det skriver TV 2 Østjylland.

- Thomas Rasmussen er her til morgen blevet smidt ud af Dansk Folkeparti, fordi hans handlinger på ingen måde repræsenterer de værdier, som Dansk Folkeparti står for, siger DF's partisekretær Erik Bjørn Møller til mediet.

Meldingen kommer, efter at TV 2 Østjylland kunne afsløre, at den nyvalgte politiker tidligere er dømt skyldig i databedrageri. Han fik i byretten en dom på seks måneders fængsel og et krav om at betale mindst 104.000 kroner til ofret i sagen.

Annonce

Erik Bjørn Møller siger, at partiet ikke var klar over dommen, før TV 2 Østjylland henvendte sig til DF med historien.

- Den adfærd, han har vist i den her sag, og som han hver dag udviser, hvor han ikke betaler de penge tilbage, som han har snydt en anden mand for, harmonerer ikke med DF's grundlæggende værdier, siger Erik Bjørn Møller.

Ofret i sagen påstår ifølge mediet, at han aldrig har fået pengene tilbage fra Thomas Rasmussen.

Annonce

Politikeren bekræfter, at han er færdig i DF, men han bliver siddende i kommunalbestyrelsen.

- Men jeg har ingen kommentar til det, ud over at det er deres valg, siger han til TV 2 Østjylland.

DF fik ved valget to mandater, men når den nye kommunalbestyrelse begynder sit arbejde 1. januar, er partiet altså nede på ét mandat.

I og med at Thomas Rasmussen har udstået sin straf, var han valgbar og kunne stille op til kommunalvalget. Man er ifølge kommunalvalgloven nemlig valgbar igen, tre år efter at straffen er udstået, ophævet, eftergivet eller bortfaldet.

Hvis straffen var ubetinget fængsel på over seks måneder eller forvaring, er fristen dog fem år.

Annonce

Sponsoreret indhold