Annonce
Nyheder4 timer siden

Rekordmange rejser gennem Københavns Lufthavn over jul og nytår

Mange danskere skal med fly til Spanien over julen. Især Malaga og Barcelona er populære rejsemål
Af: Ritzau
Københavns Lufthavn den 23. september, hvor ankomster og afrejser var påvirket af, at al lufttrafik var blevet lukket aftenen forinden efter observationer af droner. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Københavns Lufthavn den 23. september, hvor ankomster og afrejser var påvirket af, at al lufttrafik var blevet lukket aftenen forinden efter observationer af droner. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Annonce

Hen over jul og nytår vil der være 1,4 millioner mennesker, der rejser til eller fra København gennem lufthavnen i Kastrup.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Aldrig før har der været så mange julerejsende i Københavns Lufthavn, og der er samtidig tale om en stigning på 15 procent sammenlignet med 2024, lyder det.

Det skyldes blandt andet, at helligdagene i år ligger på hverdage, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

- Julen ligger godt i år, hvor man med nogle få feriedage kan få en god, lang juleferie. Der er der mange, der benytter sig af.

- Det gælder både danskere og sydsvenskere, der rejser ud i verden, og mange internationale rejsende, der kommer til Danmark og Skandinavien via København.

Annonce

Der er mange af de julerejsende, der skal med fly til Sydeuropa, hvor Malaga og Barcelona er de mest populære rejsemål, skriver Københavns Lufthavn.

Også De Kanariske Øer med destinationer som Gran Canaria og Tenerife er der mange, der har bestilt billet til over jul og nytår.

Der er i de senere år kommet stigende fokus på klimapåvirkningen fra flyrejser, og der har desuden været talrige historier om indbyggere i Sydeuropa, der kritiserer masseturisme for at presse boligpriserne i byerne op.

Annonce

Det gælder også på De Kanariske Øer.

Men det har altså ikke fået danskerne til at søge andre veje.

- En jul i sol og varme er noget, der lokker mange væk fra Danmark. Der er nærmest en luftbro mellem København og De Kanariske Øer med op til 10 daglige afgange, siger Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn.

Juletiden bliver altså travl i lufthavnen, men rejser man juleaften eller juledag vil der formentlig være roligt i Kastrup.

Annonce

Den 24. og 25. december er nemlig dage med meget få passagerer. Lufthavnen forventer knap 50.000 passagerer om dagen, hvilket er under halvdelen af antallet på de travle dage.

Annonce

Sponsoreret indhold