Anton Basbas vinder "Robinson Ekspeditionen": Sådan fandt kæresten ud af det
LÆS OGSÅ: Anton i tårer på tv: Nu afslører han rørende detalje
Hele vejen gennem årets "Robinson Ekspeditionen" var Anton Basbas svær at overse.
Uge efter uge satte han sit præg på dysterne med stærke præstationer og fremstod som en af sæsonens mest markante profiler.
Selv Viaplay har tidligere fremhævet ham som en af de deltagere, der har sikret sig flest sejre i nyere tid, og for mange seere stod han tidligt frem som den oplagte vinder.
Og da finalen løb over skærmen, blev fornemmelsen bekræftet.
Men selvom sejren var kulminationen på et imponerende "Robinson"-eventyr, blev afsløringen derhjemme alt andet end traditionel.
Sidste år fik Basbas afsløret vinderen af "Robinson" ved en fejl af kæresten Natasja, og derfor kunne Anton som en kærlig hævn ikke lade være med at drille kæresten, da han skulle ringe hjem og vise kæresten trofæet.
- Så joker jeg lidt med hende og siger, nu tager jeg afsted, og så ødelægger jeg for dig, hvem der har vundet, siger Anton Basbas i SE og HØRs podcast "Sladderministeriet".
Kort efter kom afsløringen.
- Så nu tager jeg afsted, og så skræller jeg for hende: Ja, jeg vandt det her.

Afveg fra planen
Om kæresten på forhånd havde regnet med sejren, er han ikke helt sikker på.
- Det ved jeg sgu ikke. Hun ved også godt, hvad jeg står for og sådan nogle ting, men igen, det er Robinson, så der er mange forskellige faktorer også.
Netop hans fysiske styrke gjorde ham til en trussel for de andre deltagere, og derfor undrer det ham i dag, at han ikke blev stemt ud tidligere.
Selv er han også bevidst om, at hans fremtoning kunne have kostet ham dyrt.
- Jeg kunne godt være lidt frembrusende og smart. Jeg synes selv, det er på en charmerende måde. Det var altid med et glimt i øjet.
Planen var egentlig at skrue ned for sig selv undervejs.
- Den afviger jeg fuldstændig fra, griner Anton.
