Ian Marko Fog straffet: Bøde og klip i kortet

LÆS OGSÅ: Ian Marko Fog slæbes i retten: - Det bliver mærkeligt
Det koster Ian Marko Fog, 52, en bøde på 2.000 kroner for ikke at have stoppet op i kryds for at orientere sig.
Det oplyser Retten i Holstebro til SE og HØR.
Forseelsen giver ham også et klip i kørekortet.
Den tidligere landsholdsspiller og nuværende håndbolddirektør for Mors-Thy Håndbold var tiltalt i en færdselssag fra april i år.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mente, at Ian Marko Fog 23. april lidt over klokken 10 kom kørende i en personbil syd ad Præstbrovej i Erslev.
I dette kryds en færdselstavle, der signalerer "fuldt stop". Og ordensmagten mente altså ikke, at Ian Marko Fog stoppede op i krydset for at orientere sig.
Retten afgjorde, at den tidligere landsholdsanfører ikke bremsede op i krydset for at orientere sig, hvorfor han blev kendt skyldig i færdselssagen.
SE og HØR har været i kontakt med Ian Marko Fog, som siger, at han ingen kommentarer har efter domsafsigelsen. Han har taget dommen til efterretning, fortæller han.
Tegn de linjer op!
SE og HØR kunne i starten af december fortælle, at 52-årige Ian Marko Fog var tiltalt i færdselssagen, hvorfor han skulle en tur i byretten.
I den forbindelse snakkede SE og HØR med Marko Fog, som bekræftede sagen og fortalte, at han for første gang skulle i retten.

- Hahahaha. Det er rigtigt. Sagen handler om, at jeg kommer kørende i det her kryds, hvor der er et stopskilt. Og jeg mener også, at jeg stoppede.
- Jeg kommer så kørende og orienterer mig tidligt. Udfordringen er bare, at der hverken er tegnet en tydelig stoplinje op eller hajtænder. Det er slidt væk, sagde han.
Ifølge Marko Fog var der frit udsyn, hvorfor han kørte. Men en betjent i en civil politibil mente altså noget andet.
Håndbolddirektøren understregede, at han hverken havde kørt for hurtigt, hasarderet eller været til gene for andre i trafikken.
- Jeg er 52, så jeg vil sige, at jeg er en meget erfaren bilist, afsluttede han.