Risikerer fængselsstraf: "Vild med dans"-stjerne Ashli Williamson anklaget for coronasvindel

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
Verdensmester Ashli Rose Williamson - som tilbage i 2008 var med i "Vild med dans" - er sammen med sin mand, Bjørn Bitsch, Borbjerg Mølle Kro og kroens andre to ejere tiltalt for bedrageri med corona-kompensation.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som SE og HØR er i besiddelse af.
Ashli Rose Williamson og Bjørn Bitsch ejer kroen Borbjerg Mølle Kro i Holstebro, som brændte ned natten til den 12. juli 2021 i en formodet påstat brand, som Midt- og Vestjyllands Politi fortsat ikke har opklaret.
Men denne sag om bedrageri med corona-kompensation stammer ifølge politiet fra februar 2021 - altså fem måneder inden, at den historiske kro blev brændt ned.
Her mener anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, at ægteparret Ashli Rose og Bjørn Bitsch sammen med kroens yderligere ejere ansøgte Erhvervsstyrelsen om udbetaling af i alt 920.576 kroner for aflyste arrangementer på kroen under coronapandemien.
Ifølge anklageskriftet var det blandt andet et påske- og et pinsearrangement i 2020, som kroens fire ejere søgte kompensation til.
Det mislykkedes dog, efter Erhvervsstyrelsen anmeldte forholdet til politiet, som har den opfattelse, at kroens ejere gav urigtige oplysninger til Erhvervsstyrelsen.
Ejerne nåede altså aldrig at få corona-kompensation.
SE og HØR har været i kontakt med Ashli Williamson, som ikke ønsker at udtale sig om sagen og henviser til sin advokat.
Han har i skrivende stund ikke svaret. Det samme gælder advokaterne for Bjørn Bitsch, virksomheden og den kvindelige medtiltalte Den mandlige medtiltaltes advokat ønsker ikke at sige noget før retssagen.
Dokumentfalsk
Anklagerne mod Borbjerg Mølle Kros ejere stopper ikke her. De er også tiltalt for dokumentfalsk af særlig grov karakter.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mener, at ejerne i forbindelse med ansøgningen om corona-kompensation gjorde brug af falske dokumenter.
Ifølge anklageskriftet skulle ejerne have brugt fire falske dokumenter i forbindelse med ansøgningen om corona-kompensation.
I et af tilfældene skulle dokumentet bruges som dokumentation for udgifter til lægning af trægulv tilhørende en virksomhed, som angiveligt ikke var tilfældet.

I et andet tilfæde mener politiet, at kroens ejere havde ændret specifikke ord samt en e-mails-adresse.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har nedlagt påstand om fængselsstraf til Borbjerg Mølle Kros ejere samt påstand om en tillægsbøde.
SE og HØR følger straffesagen, som skal for Retten i Holstebro senere i december.
Hvem brændte kroen ned?
Fem måneder efter balladen med ansøgningen om corona-kompensation brændte Borbjerg Mølle Kro ned.
Natten til den 12. juli brændte den historiske kro ned. Midt- og Vestjyllands Politi mener, at branden var påsat - men politikredsen har ikke endnu fået opklaret sagen.
Efter branden efterforskede Midt- og Vestjyllands Politi sagen - men politikredsen kunne i oktober 2022 fortælle, at de havde stoppet efterforskningen.

I starten af december 2022 kunne politiet dog oplyse, at sagen ikke var endeligt afsluttet, eftersom sagen nu var overdraget til anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
SE og HØR har været i kontakt med den pågældende anklagemyndigheden, som oplyser, at de for nu ingen kommentarer har til branden, eftersom kroens ejere i øjeblikket er tiltalt for bedrageri i forbindelse med corona-kompensation.
Ikke færre end ti gange har Ashli Williamson og manden Bjørn Bitsch vundet verdensmesterskabet i dans.
Ægteparret sluttede deres professionelle karriere i 2019. Året forinden optrådte de for daværende kronprins Frederik ved genåbningen af K.B.-Hallen.
I dag ejer Ashli Williamson og Bjørn Bitsch kroen Knudstrup Kro.