Antastet på gaden i Paris: Vladimir Putins datter undskylder for krigen

Vladimir Putins angivelige "hemmelige" datter, Luiza Rozova, som han fik efter en affære med Svetlana Krivonogikh, er blevet antastet på gaden i Paris af en ukrainsk journalist.
Det skriver Daily Mail.
Rozova bor i Paris, og det var journalisten Dmytro Sviatnenko fandt hende. Han mistede ifølge mediet i november sin bror i et russisk missilangreb.
Det er da også det emne, som Sviatnenko starter sin konfrontation med.
I videoen spørger Dmytro Sviatnenko også, om hun støtter sin far i hans krig mod Ukraine.
- Hvad har det her med mig at gøre? lyder hendes svar.
Herefter vil journalisten have, at hun ringer til sin far og siger, at han skal stoppe med at bombe Kyiv eller selv komme til Ukraine og agere luftforsvar.
Luiza Rozova gør det dog klart, at hun ikke kan hjælpe.
- Desværre kan jeg ikke hjælpe på nogen måde (...) Jeg er virkelig ked af det, der sker, men det er ikke min skyld.
Dmytro Sviatnenko vil også vide, hvorfor hun bor i Paris og ikke Rusland. Hertil lyder svaret, at hun tog til den franske hovedstad, da hun skulle studere.
Luiza Rozovas identitet blev først kendt i 2020. Hendes mor, Svetlana Krivonogikh, er efter sin affære med Vladimir Putin blevet millionær og menes at være god for mere end 600 millioner kroner.
Det er uvist hvor meget - hvis overhovedet nogen - kontakt Luiza Rozova har haft med sin far.