Mens Peters kone lå døende i hjemmet: Så løb håndværker med arvesmykkerne

Da 67-årige Peter Rugaard i sommer lagde en nøgle frem til den murersvend, der skulle renovere familiens badeværelse, tænkte han, at det var en almindelig tillidssag.
Men den tillid blev brudt på det mest brutale tidspunkt i deres liv.
- Det var et chok for min kone, siger Peter Rugaard i dag til TV 2 Østjylland.
Hans nu afdøde kone, der var alvorligt kræftsyg og svagtseende, var hjemme, mens håndværkeren arbejdede.
Parret skulle have lavet en ændring i deres badeværelse, så Peters kone fortsat kunne bruge det, på trods af hun var afkræftet på grund af sygdommen.
Uger efter at arbejdet var færdigt, opdagede Peter Rugaard, at familiens pengeskab var væk. Videoovervågning fra husets indkørsel viste til familiens store overraskelse, at håndværkeren ikke kun havde slæbt fliseklæb og murerspande ud fra deres hjem.
Han bar også pengeskabet ud og læssede det i sin bil, viser videoen, som TV 2 Østjylland har set.
Et pengeskab der ifølge Peter Rugaard indeholdt hans døende kones arvesmykker og andre værdier til en værdi for 350.000 kroner.
- Det er et tillidsbrud af de helt store, siger Peter Rugaard.
Mens håndværkeren gik ind og ud af huset under murerarbejdet, var Peters kone ofte alene hjemme.
- Hun var temmelig langt i sygdomsforløbet på det tidspunkt. Min kone var meget ramt af tyveriet. Hun var virkelig sej og prøvede virkelig at se det gode i alting. Også selvom hun var meget syg. Det her var ikke nemt, siger Peter Rugaard.
Konen var ifølge Peter afkræftet, svagtseende og uden mulighed for at gennemskue, hvad håndværkeren foretog sig omkring hende.
For Peter Rugaard er det netop tanken om, at tyveriet er sket lige foran hende, uden hun har kunnet forhindre det, der rammer hårdest.
- Hun havde mistet synet på det ene øje, og nu var det andet øje begyndt at tabe syn også. Og det gjorde vi opmærksomme på, så hvis han skulle have fat i hende, så skulle han altså banke på, for hun kunne ikke se.
- Og det var min kone meget, meget indigneret over, at han udnyttede hendes situation i den grad, siger Peter Rugaard.
Få måneder efter tyveriet udspillede sig, måtte Peter Rugaards kone gennem 34 år give fortabt til sygdommen.
I pengeskabet var der ifølge Peter Rugaard arvesmykker og andre værdier til en værdi på omkring 350.000 kroner. Efter sagen var blevet meldt til politiet opsøgte han derfor deres forsikringsselskab, Tryg forsikring, for at få dækket tabet.
Men her var der ikke nogen hjælp at hente.
- Forsikringselskabet siger, det kan vi desværre ikke dække, fordi der ikke har været låst ind til det værelse, hvor pengeskabet stod, fortæller Peter Rugaard.
Kunne du have ikke have gjort noget mere for at sikre dig, at du ikke endte i den situation?
- Jeg har puttet værdierne i et brandsikkert pengeskab, som man ikke umiddelbart kan tage noget fra. Jeg synes faktisk, at jeg har gjort rigtig meget for at imødegå den situation her, siger han.
I dag er det fem måneder siden, at pengeskab med indhold blev stjålet.
- Status er, at jeg kan konstatere, at jeg godtroende klovn har lukket en håndværker ind, som har brudt den tillid, jeg havde til firmaet.
- Det her er yderst planlagt, og murersvenden må have gået rundt i huset for at undersøge, hvor der var noget interessant.
Sagen er nu meldt til politiet og der er rejst en sigtelse mod murersvenden. Peter Rugaard har efterfølgende henvendt sig til både murerfirmaet og sit forsikringsselskab Tryg, men begge parter afviser at have ansvaret for tyveriet.
- Alt tyveri begået af personer, som kunden selv har givet tilladelse til at være i boligen er ikke dækningsberettiget. Det er en standardpraksis i forsikringsbranchen, lyder det fra Troels Karlskov, der er pressechef for Tryg Forsikring.
Ifølge Troels Karlskov er det slet ikke muligt forsikringsmæssigt at dække sig ind mod en lignende episode.
- Det er en ulykkelig situation, og vi ser heldigvis meget få af disse sager, men vi har desværre ikke mulighed for at dispensere fra vores betingelser, siger Troels Karlskov, pressechef i Tryg Forsikring.
Hos brancheorganisationen Dansk Håndværk kalder direktør Morten Frihagen sagen en trist og sjælden sag.
- Vi vil rigtig nødigt ud i en situation, hvor folk skal til at overvåge eller stå og kigge håndværkere over skulderen. Der er et stærkt tillidsforhold mellem kunder og håndværkere i dag, og det skal vi bevare, siger han.
Han peger på, at netop forsikringsreglerne kan være noget, man på sigt bliver nødt til at kigge på.
- Det er rigtigt, at indboforsikringen i dag ikke dækker, når man selv har lukket en håndværker ind. Det kan man da godt overveje, om der bør være en form for undtagelse for. Det ville understøtte det tillidsforhold, der skal være mellem kunder og håndværkere, siger han.
Hos Forsikringsoplysningen, der hører under brancheforeningen Forsikring & Pension, mener man, at hvis der skal ændres i forsikringsselskabernes betingelser, så ligger ansvaret hos selskaberne selv.
- De enkelte selskaber bestemmer i princippet selv, hvad de dækker og hvad de ikke dækker, men man kan ikke forsikre sig mod alt. Den konkrete debat går vi ikke ind i. Det må vi ikke, og vi kan ikke diktere, hvad forsikringsselskaberne skal dække og ikke dække.
Peter Rugaard mener ikke, at han kan undgå at have håndværkere i hjemmet fremover, men fra nu af bliver det med nye forholdsregler.
- Det bliver jeg jo nødt til. Nogen ting kan man ikke lave selv. Og derfor er mit budskab her: Pas på, hvem I lukker ind i jeres hjem, siger han.
Den pågældende medarbejder er ikke længere ansat i murervirksomheden, og virksomheden afviser at have et erstatningsansvar overfor Peter Rugaard. Det fremgår af et svar fra firmaets advokat, som TV2 Østjylland har set.
TV 2 Østjylland har været i kontakt med murervirksomhedens advokat, Mads Krarup, der oplyser, at hans klient på intet tidspunkt er blevet afhørt af politiet. Derudover har hverken han eller hans klient yderligere kommentarer.
Det er uklart, hvordan murersvenden forholder sig til sigtelsen.