Annonce
Krimi4 timer siden

Skal i fængsel: Havde sex med dyr og filmede det

En 37-årig mand er idømt halvandet års fængsel for dyremishandling. Det er markant højere end i andre sager
Af: Ritzau
Annonce

I den formentlig groveste sag om dyremishandling i nyere tid er en 37-årig mand tirsdag blevet idømt halvandet års fængsel.

Det har Østre Landsret afgjort, skriver Ekstra Bladet.

Retten er dermed kommet frem til samme resultat, som Retten i Holbæk gjorde sidste år.

Mishandlingen fandt sted i årene 2016 til 2021. Der er tale om voldelige seksuelle overgreb og anden mishandling. I nogle tilfælde døde dyrene.

Manden har selv erkendt at have begået forbrydelserne, som han også havde filmet. Og videomaterialet har været så voldsomt, at der ifølge Ekstra Bladet har været psykologer tilknyttet sagen.

I sagen har retten også frakendt den 37-årige mand retten til nogensinde at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr.

Annonce

Ifølge Ekstra Bladet har landsretten lagt vægt på sagens grovhed, mandens personlige forhold, og at der skal være ensartethed i retsanvendelsen.

Straffen er markant højere, end der er givet i andre dyremishandlingssager.

Straffen for grov uforsvarlig behandling og mishandling af dyr er to års fængsel.

Anklagemyndigheden gik dog efter en endnu højere straf på tre års fængsel. Derfor havde anklageren rejst sagen efter en paragraf, der kan hæve straffen i sager med særligt skærpende omstændigheder.

Annonce

Først byretten og nu landsretten har dog ikke fundet, at den særlige paragraf skal bruges.

Det tager anklager Anne-Mette Seerup til efterretning, skriver Ekstra Bladet.

Da dommen faldt i byretten sidste år, fortalte hun, at sagen var meget usædvanlig.

- Jeg har ikke kunnet finde nogen lignende sager, så den har været helt usædvanlig både i forhold til grovheden - brutaliteten, vil jeg tillade mig at sige - og omfanget og karakteren af den her sag, sagde hun til Ritzau.

Annonce

Sponsoreret indhold