Kæmpe bombe: Niklas Landin en del af Danmarks bruttotrup til EM

Stjernemålmanden Niklas Landin har måske alligevel ikke spillet sin sidste håndboldlandskamp for Danmark.
Aalborg-keeperen er en del af den bruttotrup, som landstræner Nikolaj Jacobsen tirsdag har udtaget til EM i januar.
Landin stoppede ellers på landsholdet efter det suveræne OL-guld sidste år, men nu har han meldt sig klar, hvis der bliver brug for ham i slutfasen af EM, der spilles i Danmark.
- Han er på ingen måde til rådighed under hele slutrunden, men fordi vi spiller på hjemmebane, så har Niklas sagt ja til at stå klar, hvis der skulle opstå noget mod slutningen af mesterskabet.
- Jeg vil gerne have mulighed for at kunne trække på ham - det er en god sikkerhed at have, siger Nikolaj Jacobsen.
Landstræneren understreger, at Niklas Landin ikke er i spil som afløser, hvis der skulle opstå en skade hos de udtagne målmænd inden mesterskabet.
De fire øvrige målmænd i bruttotruppen er Emil Nielsen, Kevin Møller, Mikkel Løvkvist og Bertram Obling.
Også Thomas Arnoldsen er en del af EM-bruttotruppen, selv om landstræneren for halvanden uge siden afskrev Aalborg-bagspilleren på grund af et skinnebensbrud.
Egentlig forventes Arnoldsen først at være klar igen i februar, men landstræneren holder døren på klem for en EM-rolle.
- Hvis genoptræningen går godt, er der et lille håb om, at Thomas kan trækkes ind under mesterskabet, hvis behovet opstår. For man kan altid bruge hans kvaliteter, men han er ikke tiltænkt nogen rolle.
- Jeg holder bare muligheden åben, hvis han skulle blive klar til at deltage i et lille omfang mod slutningen af EM, siger Nikolaj Jacobsen.
Bruttotruppen på 35 spillere skal 18. december barberes ned til en endelig EM-trup på op til 20 spillere.
Her er hele Danmarks bruttotrup:
* Målvogtere: Emil Nielsen, Kevin Møller, Mikkel Løvkvist, Bertram Obling og Niklas Landin.
* Fløjspillere: Emil Jakobsen, Magnus Landin, Johan Hansen, Niclas Kirkeløkke, Martin Bisgaard, Frederik Bjerre, Buster Juul, Frederik Bo Andersen, Tobias Nielsen og Oskar Vind.
* Stregspillere: Magnus Saugstrup, Lukas Jørgensen, Simon Hald, Emil Bergholt, Frederik Ladefoged og Andreas Magaard.
* Bagspillere: Mathias Gidsel, Mads Hoxer, Simon Pytlick, Rasmus Lauge, Lasse Andersson, Thomas Arnoldsen, Lasse Møller, Jacob Lassen, Hjalte Lykke, Mads Mensah, Marinus Munk, Nicolaj Jørgensen, Frederik Tilsted og Mads Svane Knudsen.
Danmark deler værtskabet med Sverige og Norge, men det danske hold skal udelukkende spille i Jyske Bank Boxen i Herning under mesterskabet. EM begynder 15. januar, mens der er finale 1. februar.