Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 1 time siden)

Mette Frederiksen indrømmer fejl på Facebook: Vigtigere med aldersgrænse end billigere fødevarer

Ifølge Mette Frederiksen begik hun en fejl under kommunalvalget - det er åbenbart alligevel vigtigere med billigere fødevarer end en aldersgrænse på sociale medier
Af: Ritzau
Statsminister Mette Frederiksen erkender fejl begået under kommunalvalgskampen.
Statsminister Mette Frederiksen erkender fejl begået under kommunalvalgskampen.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Annonce

LÆS OGSÅ: "Fnidder" i Hells Angels: Rocker-profilen "Boxer Casper" smidt ud

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke sagt mange ord efter kommunalvalget for halvanden uge siden, men fredag har den socialdemokratiske formand skrevet et længere opslag på Facebook, hvor hun deler sine tanker om Socialdemokratiets skuffende valg og årsagerne til det.

- I sidste uge fik vi åbenlyst ikke det valg, vi drømte om som socialdemokrater. Forklaringerne er mange. Hver af jer, der denne gang har ladet jeres stemme gå til et andet parti, I har sikkert jeres egen version. Jeg kan ikke svare hver enkelt, selv om jeg gerne ville, skriver Frederiksen.

Statsministeren indrømmer, at hun under valgkampen til kommunalvalget begik en fejl. Hun henviser til et interview med influencer Frede Dyrnesli, hvor hun fik sagt, at en aldersgrænse på sociale medier - nærmere bestemt TikTok i dette tilfælde - var vigtigere end stigende fødevarepriser.

Annonce

- I valgkampen deltog jeg i mange interviews. Et af dem var i et format, jeg ikke havde prøvet før på sociale medier. Lidt hurtigere og skarpere. Der begik jeg en fejl om stigende fødevarepriser kontra en aldersgrænse på de sociale medier. Den har nogle af jer nævnt for mig.

- Jeg skulle have sagt, at sådan kan man ikke stille det op. For begge dele er vigtige. Det fik jeg ikke gjort i situationen. Så lad mig svare rigtigt nu: Her og nu skal danskere have styrket privatøkonomien. Det er en bunden opgave. Punktum, skriver statsministeren.

Annonce

Hun skriver desuden, at der er igangsat en grundig evaluering af Socialdemokratiets valgresultat, som bød på tilbagegang og var skuffende for regeringspartiet.

- Et valgresultat som dette kalder selvfølgelig på en grundig evaluering. Den har vi sat i gang. Vi taler med vores kandidater, vi kigger ned i tallene, vi lytter ikke mindst til jer, der denne gang valgte et andet parti, og vi drøfter det i vores folketingsgruppe og hovedbestyrelse, skriver hun.

Annonce

Statsministeren skriver også, at hun er modtagelig for kritik af sin rolle i tilbagegangen.

- Jeg vil gerne sige det meget klart til vores parti: Al kritik er velkommen - også af mig. Til det nytårsmøde, vi altid har i starten af et nyt år - denne gang er det 17. januar - samler vi op og konkluderer, skriver hun.

Torsdag bragte DR en historie om baglandskritik af Frederiksen som S-formand. Mediet havde foretaget en rundspørge til de socialdemokratiske byrødder.

Annonce

I undersøgelsen svarer 41 socialdemokratiske byrådsmedlemmer nej til, at Frederiksen er den rette formand til at vende udviklingen frem mod folketingsvalget næste år. 130 svarer dog ja til det spørgsmål, mens 62 ikke svarer. I alt har 233 ud af 729 socialdemokratiske byrådsmedlemmer svaret.

Det fik - primært en lang række S-ministre - til at forsvare Frederiksen og lange ud efter de kritiske røster i stedet for.

Annonce

På landsplan gik Socialdemokratiet 5,2 procentpoint tilbage sammenlignet med 2021-valget. Det var en tilbagegang på 156 mandater i alt, og så hjalp det ikke, at Socialdemokratiet fortsat er landets største parti kommunalt. I 87 af 98 kommuner oplevede partiet tilbagegang.

- Er fødevarepriser og et fejlslagent interview så den primære forklaring på valgresultatet? Så langt fra. Men jeg tror på, at det er én af de mange årsager, der er. Jeg vil i hvert fald være varsom med at konkludere for hurtigt.

Annonce

- I en valgkamp taler vi politikere meget. Nu er det tid til at lytte. Og overveje, hvad vi socialdemokrater skal gøre bedre for igen at vinde flere danskeres tillid, skriver Frederiksen.

Efter sidste uges valg står Socialdemokratiet til 26 borgmesterposter. I Odsherred Kommune er der fortsat ikke sat navn på en borgmester. Men Socialdemokratiet blev overhalet af Venstre, som aktuelt står til 40 borgmesterposter.

Annonce

Sponsoreret indhold