De studerende på læreruddannelsen på Frederiksberg vil besætte skolen fra mandag til fredag i den kommende uge.
Det skriver B.T., der er kommet i besiddelse af en besked, som eleverne har sendt til skolens ledelse. Ritzau har også set beskeden.
Besættelsen sker, i protest mod at Københavns Professionshøjskole vil lukke skolen på Frederiksberg på grund af et faldende ansøgertal.
Ifølge Asger Kjær Sørensen, der er lærerstuderende og talsperson for besættelsen, blev beslutningen taget på et møde torsdag aften.
- Vi har afholdt en afstemning på krisemødet i går, hvor der var overvældende flertal for at gennemføre en besættelse, siger han til Ritzau.
- Vi var omkring 250 til selve mødet, og dem, der ikke var til stede, havde mulighed for at stemme online.
Campus Nyelandsvej skal efter planen lægges sammen med den anden læreruddannelse i København. De skal samles på Vesterbro i Campus Vesterbro.
Det samlede antal lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole er faldet over 27 procent på syv år. På Frederiksberg alene er antallet faldet knap 40 procent.
I 2018 var der i alt 3657 lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole. Heraf var 1065 studerende indskrevet på uddannelsen på Campus Nyelandsvej.
Syv år senere - i 2025 - er det samlede antal lærerstuderende på professionshøjskolen faldet til 2646. Heraf læser 648 på Frederiksberg.
Lukningen af Campus Nyelandsvej skal godkendes i Københavns Professionshøjskoles bestyrelse, før det indstilles til regionsrådet.
Det sker på et bestyrelsesmøde den 9. december.
Asger Kjær Sørensen siger, at besættelsen finder sted, i afmagt over at professionshøjskolen har meddelt indstillingen om lukning med kort varsel.
I øvrigt har man ifølge ham formået at knække den faldende ansøgerkurve på Frederiksberg.
- Fra sidste år og til i år var der en stigning på otte procent af ansøgere, siger han.
Eleverne har løbende en dialog med ledelsen på professionshøjskolen. Men Asger Kjær Sørensen ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt ledelsen er lydhør over for elevernes kritik.
- Vores dialog foregår mellem os og ledelsen, siger han.
Indtil videre har eleverne modtaget støtte fra Michael Vindfeldt (S), der er borgmester i Frederiksberg Kommune.
- Tidligere har jeres rektor ellers skriftligt garanteret mig, at det (lukningen, red.) ikke kom til at ske. Jeg må derfor opfordre jer til at stoppe dette forslag, skriver borgmesteren ifølge TV 2 Kosmopol.
Også Danmarks Lærerforeningen har kritiseret beslutningen.
Der har ligget en læreruddannelse på Frederiksberg siden 1919, hvor Frederiksberg Seminarium blev oprettet.
Efter ophold på forskellige adresser fik seminariet i 1934 adresse på Nyelandsvej.