17-årig kørt til Rigshospitalet efter overfald med bat og kniv

En 17-årig dreng er torsdag aften blevet kørt med ambulance til Rigshospitalet, efter at han er blevet overfaldet i Høje Gladsaxe med, hvad der ligner et bat.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi David Borchersen til Ritzau.
- Lige nu prøver vi at danne os et overblik over, hvad der egentlig er sket. Vi er ved at tilkalde de ressourcer, der skal til for at kunne udføre efterforskningen.
Den 17-årige er desuden fundet med knivlæsioner, lyder det.
Politiet modtog anmeldelse om overfaldet klokken 19.51, men da de ankom til stedet, var både anmelder og den tilskadekomne forsvundet.
- Vi fik en anmeldelse fra en, som ser, at en person bliver slået med noget, der ligner et bat. Da vi så lander deroppe, er anmelder forsvundet. Ham forsøger vi at få fat i igen, siger David Borchersen og tilføjer:
- Den forurettede er heller ikke der, hvor vi har fået at vide, men ham finder vi ikke så langt derfra.
David Borchersen fortæller, at politiet har spærret stort af omkring Gladsaxevej, og at de befinder sig i nærheden af nummer 315.
Politiet kan endnu ikke oplyse yderligere om drengens tilstand, men David Borchersen fortæller, at han var ved bevidsthed i ambulancen.
Der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.