Real Madrid ville hylde afdøde fodboldspillere: Men viste den forkerte person

LÆS OGSÅ: Dansk stjerne i chok over fyring: - Det kom meget pludseligt
Det skulle have været en video, som blot hyldede og mindes nogle af de personer, som fodboldverden har mistet i år.
Men det endte helt galt, da Real Madrid afspillede den hjemmelavede video til en generalforsamling for bestyrelsen og andre repræsentanter.
Problemet var bare, at Real Madrid viste den forkerte André Silva på billedet med Diogo Jota.
Det var nemlig ikke André Silva, men derimod den anden portugisiske fodboldspiller André da Silva, som blev vist i videoen.

Sidstnævnte André da Silva har spillet sammen med Diogo Jota i både FC Porto og på det portugisiske landshold.
Den store fejl har også fået Real Madrid til tasterne, som undskylder for fejlen.
- Real Madrid undskylder over for Elche og deres spiller André da Silva for ved en fejl at have brugt hans billede i vores mindeord i stedet for den André Silva, broren til Liverpool-spilleren Diogo Jota. Vi begræder fejlen, skriver de på X.
Det er ikke første gang, at André da Silva bliver forvekslet med Diogo Jotas bror i forbindelse med det tragiske dødsfald.
I sommer måtte André da Silvas kone melde ud på de sociale medier, at det ikke var hendes mand, der var gået bort.
- Jeg har modtaget mange søde og bekymrende beskeder den seneste tid. Der er forvirring i forhold til de tragiske nyheder. Jeg vil gerne slå fast, at det ikke omhandler min mand, André da Silva. Vores tanker går til familierne, som er blevet påvirket af denne tragedie. Vi tænker på dem i denne meget svære tid, skrev hun i sommer.
André da Silva har i løbet af karrieren tørnet ud for et hav af klubber. Blandt andet FC Porto, AC Milan, Eintracht Frankfurt og RB Leipzig.
I sommer skiftede han til Elche CF som faktisk mødte Real Madrid søndag aften.
Her startede André da Silva på banen og var med til at sikre Elche et point.