Amalie Milling fik drøm opfyldt: Alligevel gør én ting hende trist

LÆS OGSÅ: I chok over fyring: – Det var meget pludseligt
Det var nok næppe planen, at Amalie Milling, 25, skulle med i Helle Thomsens endelige VM-trup.
De to pladser i det danske mål har i hvert fald syntes at tilhøre Anna Kristensen og Althea Reinhardt.
Men da sidstnævnte måtte melde fra på grund af en skade, så endte pladsen med at tilfalde Ikast-målmanden Amalie Milling.
Naturligvis til stor jubel for Milling, der dog ærgrer sig over måden, slutrundedebuten bliver en realitet.
- Det har været hektisk. Det har været specielt. Jeg er trist på Altheas vegne, men så må jeg være glad på mine egne vegne, fortæller hun til SE og HØR.
- Det har fyldt lidt, men jeg ved også godt, at jeg er udtaget på grund af mine egne evner. Althea har en masse erfaring og har prøvet det masser af gange, men jeg er glad for, at de har kigget min vej, når nu hun ikke kan komme med.
Vild uge
Den sidste uge har på mange måder været lidt af en rutsjebanetur for den 25-årige målmand.
Først blev hun udtaget som træningsspiller, da Althea Reinhardt ikke var klar til at spille endnu.

Så blev hun udtaget til VM som tredjemålmand, og nu er hun så udtaget som ene makker til Anna Kristensen i det danske mål.
- Jeg blev utrolig glad. Jeg fik det at vide her i løbet af samlingen, så der er sket lidt. Jeg har været lidt i venteposition, fordi Althea blev udtaget først. De har selvfølgelig håbet, hun blev klar, så jeg vidste godt, jeg var nummer tre.
- Så fik jeg først at vide, at jeg skulle med som tredjevalg, og det var jeg superglad for. Det var stort i sig selv. Nu står jeg her og er en del af det sammen med Anna (Kristensen, red.), det er surrealistisk.

Nu drømmer hun om at få lov til at vise, hvad hun kan. Hun tager i hvert fald ikke afsted for bare at se på fra bænken.
- Jeg tager lidt en dag ad gangen. Jeg håber, jeg kan komme ind og spille en rolle. Jeg ved godt, at Anna har spillet godt i lang tid, men så håber jeg, at kan komme ind og gøre en forskel for holdet.
Milling og resten af holdet spiller første kamp torsdag, hvor Japan venter i den første gruppekamp.