Anna Kristensen havde flere tilbud: Derfor valgte hun Ferencvaros

LÆS OGSÅ: Bojana Popovic afslører: I kontakt med storklub
Team Esbjerg var ikke i tvivl.
De ville gerne holde på Anna Kristensen.
Men i sidste ende besluttede den 25-årige målvogter, at det var ved at være tid til at prøve sig af i udlandet, og derfor skifter hun til næste sommer til ungarske Ferencvaros.
Over for SE og HØR sætter den danske landsholdsstjerne ord på skiftet, og hvorfor valget faldt på Ferencvaros.
- Det handler om, at jeg rigtig gerne vil prøve at komme til udlandet. Og så kiggede jeg på de muligheder der var, og der synes jeg, at Ferencvaros havde hele den fulde pakke, som jeg gerne ville have. Det vejede også godt op med det tilbud, som jeg havde i Esbjerg.
Var der mange tilbud?
- Jeg er ikke gået megalangt med specielt meget, men jeg synes selv, at jeg havde nogle gode valgmuligheder på hånden.
Selv glæder hun sig også til at prøve at komme væk fra Danmark og opleve en anden kultur og hele det miljøskifte, som følger med, når man tager turen fra Danmark til Ungarn.
Det bliver dog ikke helt udansk i Ungarn, da Ferencvaros trænes af Jesper Jensen og også har Mette Tranborg på kontrakt.
Netop de to har da også spillet en lille rolle i, at Anna Kristensen valgte Ferencvaros.
- Jeg har selvfølgelig snakket med Jesper. Jeg har også snakket med Mette om, hvad hun synes, der er af fordele og ulemper dernede. Jeg kender Jesper og Mette supergodt.
- Jeg ved ikke, om det har gjort udfaldet, men det har gjort, at man har fået en bedre forståelse for, hvilken klub det er, og hvilket sted man vælger at komme ned til. Så det har givet en form for tryghed, at de har talt åbent og ærligt om det.