Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 1 time siden)

Officielt: Morten Messerschmidt har sendt stævning afsted mod Martin Lidegaard

Messerschmidt har stævnet Lidegaard i forbindelse med udtalelse om, at hjemrejsepolitik handler om hudfarve
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt stemmer i Ordrup Hallen, tirsdag den 18. november 2025. Der afholdes kommunal- og regionalvalg den 18. november.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Morten Messerschmidt fortæller på sociale medier, at han har stævnet Martin Lidegaard for injurier.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Annonce

For en uge siden varslede Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at han ville stævne De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, for injurier.

I en video på X bekræfter formanden, at stævningen nu er sendt afsted.

- Det sker, efter at han i sidste uge påstod, at Dansk Folkepartis hjemrejsepolitik handler om hudfarve. Det gør den i sagens natur ikke, og det ved Martin Lidegaard lige så vel som alle andre, siger Morten Messerschmidt.

Martin Lidegaard bekræfter over for Ritzau, at han har modtaget stævningen. Han tager den med sindsro og kalder det "noget pjat".

Martin Lidegaard sagde mandag i sidste uge ved et debatmøde i Randers, at Dansk Folkeparti vil deportere tusindvis med en anden hudfarve.

- Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her, sagde han ifølge DR.

Annonce

Han anerkender lørdag, at Messerschmidt ikke brugte ordet "hudfarve", og at det er skarpt skåret op. Men han holder fast i, at forslaget vil ramme folk med en anden hudfarve end de etnisk danske.

- Jeg anerkender, at i det interview bruger Morten Messerschmidt ikke ordet hudfarve. Men jeg mener, at det er konsekvensen af det, som Messerschmidt siger, siger Lidegaard.

Annonce

Forhistorien er, at Morten Messerschmidt for nylig gav et interview i Weekendavisen. Her talte DF-formanden om at smide 50.000-100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af Danmark, blandt andet hvis de ikke kan forsørge sig selv.

Man skal ifølge DF også kunne blive udvist, første gang man bliver straffet, for eksempel hvis man har stjålet en cykel.

Annonce

Martin Lidegaard mener, at Morten Messerschmidt er gået alt for langt med sine tanker om remigration og bragte det derfor op i den politiske debat.

- Hvis man skal lave den gennemgang, har jeg svært ved at se, at man kan gøre det med andet udgangspunkt, end den etniske baggrund man har.

- Det at sige tro og hudfarve i den offentlige debat er for mig synonymt med anden etnisk baggrund. Det kan godt være, at jeg ikke ordret citerer Morten Messerschmidt, men jeg forsøger i en politisk debat at oversætte det ekstremt vidtgående forslag, siger Lidegaard.

Annonce

Sponsoreret indhold