Mens tv-sønnen blev valgt ind: Den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen fældet og færdig i politik

Den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen er færdig i politik.
Det siger hun til Fyns Amts Avis onsdag, efter at de personlige stemmetal er blevet talt op i Svendborg Kommune.
Her stillede Annette Vilhelmsen op for De Radikale, men fik ikke en plads i kommunalbestyrelsen.
- Det er endeligt slut. Jeg kommer ikke til at stille op igen. Men det skulle have et skud, og jeg ville have fortrudt det, hvis jeg ikke havde forsøgt, siger hun til Fyns Amts Avis.
Vilhelmsens 552 personlige stemmer var kun næstflest stemmer blandt De Radikales kandidater. Og partiet fik kun et enkelt mandat i kommunen efter at være gået et mandat tilbage.
Det enlige mandat gik til spidskandidat Hanne Ringgaard Møller, der fik 598 personlige stemmer.
Annette Vilhelmsen ville oprindeligt gerne have stillet op i Svendborg for sit gamle parti SF, som hun ellers meldte sig ud af i 2017.
Men hun blev mødt af krav fra partiledelsen, som hun ikke ville sige ja til.
Ifølge Vilhelmsen var betingelserne, at hun ikke måtte udtale sig på vegne af SF, ikke måtte deltage i radioprogrammer og ikke tale dårligt om Socialdemokratiet.
I stedet endte hun med at stille op for De Radikale.
Annette Vilhelmsen var formand i SF fra oktober 2012 til februar 2014. Hun overtog posten fra Villy Søvndal.
Det var Vilhelmsen, der trak SF ud af regeringen med Socialdemokratiet og De Radikale på grund af salget af dele af Dong.
Vilhelmsens to sønner, Lasse Vilhelmsen og Tore Vilhelmsen, stillede også op til kommunalvalget tirsdag.
Lasse Vilhelmsen, der også er kendt fra DR-programmet "Gift ved første blik", blev valgt ind i Lyngby-Taarbæk Kommune for De Konservative.
Tore Vilhelmsen led samme skæbne som sin mor. Han stillede op for De Radikale i Odense, men blev ikke valgt ind.