Josephine kom til skade i TV 2-program: Sidder i kørestol og tager stærk medicin

- Sådan, som jeg lyder nu, lyder jeg ikke om fem timer.

Ordene er Josephine Kofoed Clausens, som SE og HØR taler med om formiddagen, hvor hun har sine bedste timer på dagen.

Hun sidder lige nu i kørestol og får høje doser af nervemedicin, der gør hende omtåget, mens hun venter på at finde ud af, hvad der skal ske med det knæ, som hun for over et år siden kom til skade med i TV-programmet "Korpset".

Det var allerede på programmets første dag, at det gik helt galt.

- Vi kravlede rundt i skovbunden om aftenen, og der fik jeg midt knæ fastklemt imellem nogle trærødder. Da jeg fik rykket det fri, mærkede jeg en enorm smerte, men jeg fortsatte, indtil programmets læge tog beslutning om, at jeg skulle stoppe, og det respekterede jeg selvfølgelig, selvom den var svær at sluge, fortæller hun til SE og HØR.

Konsekvenserne af skaden skulle dog vise sig at være meget større end blot en afsked med tv-programmet.

- Efter mit exit kom jeg på skadestuen og fik taget et røntgenbillede af mit knæ, som var meget medtaget. Det var svært at se, hvad der var galt, fordi der var så meget hævelse, så jeg fik af vide, at jeg skulle putte is på, tage den med ro, og så måtte vi se tiden an.

Først var der ingen fremgang. Smerterne var store, og Josephine måtte sygemeldes fra sit arbejde. Men efter nogle måneder kunne hun ganske let begynde at træne igen.

- Jeg var ude og lunte en tur, og så lige pludselig falder jeg sammen. Mit knæ giver bare op.

Det betød endnu en tur på hospitalet, og denne gang vidste scanningen, at hun havde en forstuvning inde i knæet. Nok engang var beskeden, at hun skulle tage den med ro.

Smerterne fortsatte dog, og det var først i forbindelse med en flytning og et lægeskifte, at Josephine blev sendt videre til en grundigere scanning.

- Den viste, at jeg havde en fraktur i brusken i knæet. Der kom jeg på meget stærk smertestillende, og jeg var på morfin i mange måneder, mens jeg afventede min operation. Det, der skete i mellemtiden, fordi jeg var så immobil, var at mine ADHD-symptomer pressede sig på. Morfinen dæmpede dem lidt, men jeg følte, at jeg gik i en osteklokke og hverken kunne fornemme mig selv eller min krop.

Derfor stoppede hun med morfinen, hvilket resulterede i at både smerter og symptomer løb løbsk.

- Jeg vil beskrive det som om, at jeg fik en kortslutning. Mit nervesystem var fuldstændig på overarbejde. Det var virkelig hårdt, så jeg kontaktede min egen læge igen, fordi jeg var nødt til at få noget ADHD-medicin, indtil jeg var ovenpå igen. Det forløb var ikke let. Der var lang ventetid, og da jeg ikke havde været på det i 15 år, var der nødt til komme en psykiater med ind over behandlingen.

Det lykkedes dog at få den nye medicin, og det virkede rent faktisk. Josephine fandt ro, og hun blev samtidig opereret i knæet.

Hun begyndte sin genoptræning og så fremskridt, der var små, men føltes som kæmpe sejre.

- Det gav mig fornyet energi, og jeg fik tanken om, at jeg måske kunne begynde at trappe ud af min ADHD-medicin.

Men 3-4 uger efter operationen vendte smerterne tilbage, og hun fik med det samme følelsen af, at noget var galt.

- Det udviklede sig, og pludselig mistede jeg forbindelsen til mit ben. Jeg blev akut indlagt og fik lavet en masse undersøgelser, jeg var ind og ud af sygehuset, men det er svært at sige, hvad der er op og ned.

Nu sidder hun i kørestol og venter på flere undersøgelser og en behandlingsplan. Det står dog klart, at der er skader på nerverne.

Den 30-årige mor til tre ligger ikke skjul på, at det er mentalt hårdt at leve i uvisheden og være så afhængig af hjælp fra andre, men samtidig gør hun alt, hvad hun kan for at holde gejsten oppe.

- Min mentalitet er ikke at give op og se positivt på tingene. Jeg fokuserer på, at jeg ikke skal bekymre mig, før der er noget at bekymre sig om. Jeg er i nuet og fokuserer på, at vores børn har det godt og trives, og jeg nyder den ekstra kvalitetstid med dem. Så det nærvær og den ro, som jeg er tvunget til at være i, finder jeg glæde i.

Og selvom forløbet efterfølgende har været hårdt, fortryder hun bestemt ikke, at hun var med i "Korpset".

- Det er vilkårene (at man kan komme til skade, red.), og det kunne være sket for alle. Jeg vil altid udfordre mig selv, og med alt det sport, jeg har dyrket, synes jeg egentlig, at det er ret godt gået, at jeg var 30 år, før jeg fik min første alvorlige skade.