Sheila knækkede efter "Robinson": Bragende social angst og halv spiseforstyrrelse

LÆS OGSÅ: Lækket "Robinson"-kontrakt: Så hårdt binder deltagerne sig
31 dage.
Det var så meget, det blev til for Sheila i "Robinson Ekspeditionen". En måned fyldt med sult, søvnmangel og konstant pres, hvor både krop og psyke blev sat på prøve.
Men selv om kampen på øen er brutal, så er det først, når deltagerne vender hjem, at den virkelige nedtur sætter ind.
Og det taler alt for få om, mener Sheila.
- Da jeg kom hjem, havde jeg bragende social angst og en halv spiseforstyrrelse. Jeg følte, jeg gik lidt i stykker dernede, fortæller Sheila til SE og HØR.
Sheila beskriver følelsen af at komme hjem som at være en stor maskine, hvor et tandhjul er knækket. Intet i hverdagen er sat på pause, bortset fra hende selv.
Overstimuleringen ramte som en mur.
- Jeg følte mig ude af trit med virkeligheden, da jeg kom hjem. Der var som at løbe efter et godstog på bare fødder. Det tager tid at komme tilbage, og jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal tilrettelægge min hverdag.
Selv om Sheila havde sat sine fødder på dansk jord, troede kroppen stadig, den befandt sig på en ø med knappe ressourcer.
Derfor er hun fortsat i kontakt med psykologen, som deltagerne blev tilknyttet under optagelserne.
- Jeg æder helt vildt, og samtidig kan jeg faste uden at tænke over det. Mit forhold til mad er blevet meget forskruet. Mit nervesystem tror stadig, jeg er på øen.
Hun sammenligner sig selv med en computer uden spamfilter, hvor alt slipper igennem.
- Jeg har haft rigtig svært ved at indgå i større forsamlinger. Jeg er nødt til at energidisponere, og det er en ny ting for mig at skulle vælge fra og til. Jeg vil rigtig gerne deltage i ting, men det dræner mig så meget at være til arrangementer.
Før "Robinson Ekspeditionen" havde Sheila ingen problemer med at begå sig socialt. Nu kæmper hun med konsekvenserne af et ophold, der er slut på TV, men som stadig spiller en rolle i hverdagen.