Første gang nogensinde: Pokémon åbner forlystelsespark i Japan

Fans af de japanske Pokémon kan til februar besøge en forlystelsespark baseret på serien.
Det skriver Pokémon selv i en pressemeddelelse.
Parken skal hedde PokéPark Kanto, og det bliver Pokémons første permanente udendørs attraktion.
Den kommer til at ligge i Yomiuriland, som er en forlystelsespark i Japans hovedstad Tokyo.
Ifølge parkens egen hjemmeside kan man møde mere end 600 af Pokémons figurer i parken.
Her kan man se dem løbe rundt, kæmpe og dele bær med hinanden, lyder det.
Forlystelsesparken byder blandt andet på en skov med Pokémon-figurer, en by, hvor der er butikker og en scene med daglige shows.
Parken nævner også to forlystelser. Den ene skriver PokéPark Kanto drives af strøm fra elektriske Pokémoner.
Den japanske Pokémon-serie består både af videospil, kortspil, film og tv-serien. Serien kredser om fantasivæsener, som har særlige evner indenfor visse elementer, og deres menneskelige trænere.
Serien kom til de vestlige lande i slutningen af 1990'erne.
Ifølge det amerikanske medie IGN har Pokémon tidligere haft to midlertidige forlystelsesparker i henholdsvis Japan og Taiwan.
Japanske gæster får muligheden for at købe billetter til den nye forlystelsespark senere i november.
Hvornår billetter sættes til salg for gæster uden for Japan, vides ikke.
Ifølge pressemeddelelsen fra Pokémon vil den nye park have et areal på 2,6 hektarer. Til sammenligning er gæstearealet i Legoland i Billund på cirka 7,5 hektarer.