Kåde Sonny Fredie-Pedersen: Gi’ mig mer’ af Alfred Midé Erichsens popo!

Var ”Vild med dans” ikke hele Danmarks rumperystershow numero uno, så blev det det med appel fredag aften på ydre Østerbro.
For boing-boing, hvor blev der vrikket nummergøj og røvballe fra både nydansende kendisser, proffer og hemmelige gæstedansere!
Bagperronen fik ikke mindst fuld roulade, da Alfred Midé Erichsen, 26, indtog det legendariske TV2-gulv i kvartfinalens fællesdans, som gæstedommer Mads Vad havde kreeret kåd koreografi til.
Havana-dynastiets yngste har sæsonen igennem overrasket med både skønsang og rappe rytmer i sejlerkroppen – og denne fredag lod han så skinkerne boltre sig.
Endda lige for dommersnuderne af Sonny Fredie-Pedersen og co., som allerede i de efterfølgende skudsmål flød over af begejstring.
-Jeg sad også i første parket til Alfreds popo! Jeg lagde i hvert fald mærke til den! udbrød frække Fredie-P. ved dommerbordet.
Og efter showet – i enden, om man vil – havde Sonny på ingen måde mistet interessen for ”Alfreds perfekte popo”.
-Endelig fik Alfred givet los! Jeg synes måske, han indtil nu har givet for lidt af sig selv.
Han har jo været god i Camillas koreografier, men han må gerne slippe alle hæmningerne endnu mere. Gi’ slip, Alfred!
Og popoen? Den skal han i al fald IKKE gemme! Mer’ af den! lød det med et smil fra Sonny, da SE og HØR konfronterede ham med rumperoserne kort efter rulleteksterne.

Maskuline moves
I den Los Angeles-bosatte topdansers bog skal mandlige matroser i det hele taget turde smide fortøjningerne over bord.
-Jeg synes jo, noget af det mest maskuline er mænd, der giver slip og ikke er bange for at ryste numse og kaste hænderne op i luften. Det er det, vi ser i dans – og som vi bare skal have mere af generelt, erklærede den 39-årige Hollywood-dansker.
En opsang til klodens stive træmænd – her kort før årets julefrokostsæson for alvor bryder løs.
Der kan Alfred Midé Erichsen efterhånden sagtens være med – nok engang bouncede han og Camilla Dalsgaard sig uden om omdansen og direkte i næste uges semifinale.
Og når enden er go’ …