Dennis Knudsen på krigsstien igen: "Rachlins børn er opvokset i hashkoger"

Våbenhvilen mellem Dennis Knudsen og Dan Rachlin har varet et par uger, men nu fyger kuglerne igen mellem de to mediepersonligheder.
Her til morgen har Dan Rachlin delt et længere skriv om situationen, hvor han bl.a. skriver at der "INTET er eller har været" mellem ham og Dennis Knudsen, men den udlægning køber parykmageren bestemt ikke.
- Han skriver, at vi ikke har et problem med hinanden, og det er jo ikke rigtigt. Han gør nar med mine kommaer og ordblindhed, som er et kæmpe problem for mig. Hvorfor skal han igen skrive nedladende om det? Det er en sviner overfor mig og andre, der ikke kan finde ud af at sætte komma og punktum. Det er voksenmobning. Han er så nedladende, siger Dennis Knudsen til SE og HØR om Dan Rachlin.
Desuden kalder Dan Rachlin Dennis Knudsen for "kynisk og beregnende", fordi frisøren har luftet tanken om, at han gerne vil finde en rig, gammel mand at gifte sig med, og det behager på ingen måde Dennis Knudsen.

Yderligere forklarer Rachlin, at han bekymrer sig om Knudsens tre børn, som er afhængig af frisørens "mystiske ageren og turbulente tilværelse".
- Nu tænder Dan op under bålet igen. Jeg beder ham om at stoppe, og det forstår han så ikke. Han skal på ingen måde begynde at kalde mig alt muligt og have bekymringer for mine børn. Jeg har børn der stortrives, og det har jeg beviser på både fra børnehaver og skoler. Alle hans børn er opvokset i én stor hashkoger, fordi han har røget så meget tjald og joint, og jeg hverken ryger, drikker eller tager stoffer. Jeg lever et clean liv med mine børn, hvilket han absolut ikke har haft, raser Dennis Knudsen til SE og HØR.
Skulle Dan Rachlin gå med tanker om en fremtidig forsoning med Dennis Knudsen, kan han godt pakke de tanker langt væk.
For Dennis har absolut ikke tænkt sig at tage imod en fremstrakt hånd, lyder det.
- Hvis jeg går forbi ham, så ignorer jeg ham. Jeg kender ham ikke. Han er så uinteressant, og jeg kunne ikke drømme om at gå i forlig med ham og blive gode venner. Slet ikke. Vi har så forskellige livsværdier, så sådan et menneske vil jeg ikke bruge to minutter på, slutter Dennis Knudsen.
Dan Rachlin skriver på Facebook, at han ikke har tænkt sig at sige mere til pressen, end han allerede har skrevet på sin væg.