Efter overgreb på 13-årig: Jesper Kaaslev Juul Lunde trækker sig

Jesper Kaaslev Juul Lunde, der er kandidat for Venstre til kommunalvalget i Nyborg, trækker sig som kandidat kort før valgdagen 18. november.
Det sker, efter at B.T. har henvendt sig til Jesper Kaaslev Juul Lunde om en fængselsdom for seksuelle overgreb mod en 13-årig, da Jesper Kaaslev Juul Lunde selv var 17 år.
B.T. har fået indsigt i domsudskriftet fra Landsretten i 2016.
- For mange år siden afsonede jeg en dom for krænkelse og seksuelt overgreb mod en 13-årig.
- Det er en sag, der stammer fra 2014, da jeg selv var 17 år. Jeg har forsøgt at lægge sagen fra mig, men selv om det er mange år siden, vil et medie nu omtale sagen.
- Jeg er dybt berørt af situationen, og jeg er rigtig ked af det. Denne sag overskygger mit kandidatur til Nyborg Byråd, og derfor har jeg valgt at trække mig som kandidat, skriver 29-årige Jesper Kaaslev Juul Lunde på Facebook.
Jesper Kaaslev Juul Lunde sidder ikke i Nyborg Byråd i forvejen. Selv om han trækker sig som kandidat, så kan vælgerne stadig sætte deres kryds på ham tirsdag, da hans navn allerede figurerer på stemmesedlen.
Ifølge B.T. blev Jesper Kaaslev Juul Lunde idømt halvandet års ubetinget fængsel for som 17-årig at have begået seksuelle overgreb mod en 13-årig dreng, han var i plejefamilie med.