
Gobs' vilde bolighandler: Køber og sælger for store millionbeløb

LÆS OGSÅ: Hemmeligt gift og nyt album klar
I de seneste år har der været godt gang i musikkarrieren for Victor Gaardboe, der under kunstnernavnet Gobs har stået bag en lang række hits.
Privat har der også været godt gang i bolighandlerne for ham i de seneste måneder.
Det kan SE og HØR nu fortælle på baggrund af oplysninger fra tinglysningen.
Således satte han i marts sin store lejlighed på Islands Brygge til salg for 10.700.000 kroner, og i juni lykkedes det ham så at finde nye ejere til den 118 kvadratmeter store lejlighed med fire værelser på ottende sal.
Han måtte dog give et afslag og acceptere en pris på 10,5 millioner kroner for lejligheden, som han selv havde købt for 8.950.000 kroner i 2022.

26-årige Gobs og hans hustru, Josephine, skulle dog ikke flytte særlig langt.
1. september købte musikeren således en lejlighed få meter derfra. For den betalte han 13 millioner kroner til sælgerne, som var hans forældre.
Rapperen mistede sin mor i løbet af sommeren, da hun pludseligt gik bort efter et hjertestop, hvilket fik ham til at trække stikket i en periode.
- Siden min mor gik bort af et pludseligt hjertestop natten til fredag i sidste uge, har livet ikke længere føltes, som det skal. Ingen glæde. Intet smil. Kun sorg og gråd over at have mistet den måske vigtigste person i mit liv, skrev han i den forbindelse på Instagram.
For nylig udkom han med sangen "10.000 kilometer", som han også spillede til de mindekoncerter, han afholdt for moren.
- Det er svært at forklare, hvad den sang betyder for mig. Jeg skrev den, før min mor gik bort, men efter jeg mistede hende, er det den, jeg sætter på, når det er allermest svært, skrev han for nylig på Instagram.
- Da jeg spillede den til hendes mindekoncert, var det som om alt andet forsvandt, og for at være ærlig er det længe siden, jeg har mærket andet end at være ked af det, fortsatte rapperen.
