Den prorussiske hackergruppe NoName057 (16) skriver torsdag morgen på beskedtjenesten Telegram, at den vil demonstrere, hvilke konsekvenser det har at ignorere cybersikkerhed.
Gruppen indleder opslaget med at skrive, at Forsvarsministeriet for nylig har givet yderligere støtte til Ukraine i form af den 28. donationspakke på 1,4 milliarder kroner.
- Vi demonstrerer tydeligt og på vores egen måde konsekvenserne af at ignorere cybersikkerhed, lyder det i opslaget efterfulgt af en djævle-emoji.
I opslaget nævner gruppen specifikt borger.dk, Transportministeriet og Terma.
Det samme opslag ligger på hackergruppens X-profil.
Terma er en dansk forsvarsvirksomhed, som blandt andet producerer dele til kampfly.
Torsdag kort før klokken 10.00 kan man tilgå alle tre hjemmesider. Tidligere på morgenen var i hvert fald Termas hjemmeside nede i en periode.
Styrelsen for Samfundssikkerhed skriver i en kommentar til Ritzau, at den er opmærksom på, at flere danske virksomheder og hjemmesider i øjeblikket oplever nedbrud og forstyrrelser som følge af såkaldte dDoS-angreb.
- dDoS-angreb gør potentielt en hjemmeside utilgængelig for legitim trafik i kortere eller længere perioder, men angrebet er ikke ødelæggende for de angrebne systemer, skriver styrelsen.
Et dDoS-angreb sker ved at overbelaste hjemmesider med en voldsom datatrafik. Der er risiko for, at de bliver lagt ned og bliver utilgængelige.
I løbet af onsdag var flere danske kommuners hjemmesider nede. Det skrev TV 2.
Ifølge mediet gjaldt det blandt andet Rødovre Kommune, Ishøj Kommune og Tårnby Kommune.
Også Gentofte Kommune skrev onsdag på Facebook, at hjemmesiden var ustabil efter det, kommunen kaldte et hackerangreb.
NoName057 (16) skrev også her om de danske hjemmesider på X. Her lød det, at gruppen fortsatte sin "gåtur rundt i Danmark".
Også GN Store Nord og Gyldendal blev nævnt i opslaget onsdag.
Tidligere i november lød det fra tre myndigheder, herunder Styrelsen for Samfundssikkerhed, at det er sandsynligt, at danske hjemmesider vil blive angrebet af prorussiske hackergrupper i forbindelse med valget 18. november.
Formålet med angrebene er ifølge vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed Christine Engel Christensen at skabe usikkerhed.
- Hensigten er først og fremmest at skabe utryghed og usikkerhed og få befolkningen til at stille spørgsmål ved myndighedernes håndtering, sagde hun onsdag.