Sunset Boulevard skiller sig af med topchef efter 12 år

Efter mere end 12 år i toppen af landets største danskejede fastfoodkæde, Sunset Boulevard, er Jens Broch færdig som administrerende direktør.
Det skriver Broch selv på LinkedIn, hvor han oplyser, at han er blevet opsagt.
- Bestyrelsen og ejeren vil noget andet, end det, jeg står for, og det er helt fair, skriver den nu tidligere direktør i et opslag.
Han tilføjer, at hans tid hos fastfoodkæden har været "forrygende, sjov og lærerig".
Sunset Boulevard med Jens Broch i spidsen slog for fjerde år i træk sin omsætningsrekord sidste år, skrev kæden i en pressemeddelelse om årsregnskabet for 2024.
Den konkrete omsætning for kæden blev ikke oplyst, men fastfoodkæden fremhævede, at den samlede omsætning var tæt på fordoblet fra 2020 til 2024.
Netop det fremhæver Jens Broch også selv i sit opslag om, hvad han og hans hold har opnået i hans tid hos Sunset Boulevard.
Den økonomiske vækst bliver ligeledes fremhævet af Morten Pedersen, der er bestyrelsesformand for Danske Koncept Restauranter, som sammen med franchisetagere driver kæden.
I en pressemeddelelse siger han, at Jens Broch fortjener stor ros.
Nu overgår posten - med virkning fra tirsdag - til Jens Baisner, der hidtil har haft ansvar for restaurantdrift, oplyser Morten Pedersen.
- Sunset Boulevard går nu ind i en ny fase, hvor fokus bliver på at styrke de interne kompetencer, implementere de igangsatte strategier og fastholde konceptet.
- I den forbindelse er vi glade for at kunne give stafetten videre til Jens Baisner, som kender kæden til bunds og har været en vigtig del af den rejse, virksomheden har været igennem, siger bestyrelsesformanden.
Foruden de stærke økonomiske resultater er det også under Jens Brochs ledelse, at Sunset Boulevard har indført en firedages arbejdsuge og planlagt fordybelsestid. Det nævner han i opslaget på LinkedIn.
Netop de tiltag har han uddybet over for flere medier - herunder senest i en podcast hos mediet Finans 23. oktober.
- Vi kan producere mere på mindre tid. Det handler ikke om timer, men om måden, vi gør det på. Vi lever ikke længere i et industrisamfund, og det, der gjaldt dengang, gælder ikke længere, forklarede han mediet om tiltaget.