
Voldsomt drama: Sille Thorsen og Kevin "Bro" genforenet i nyt realityprogram
LÆS OGSÅ: VOLDSOMME BESKYLDNINGER EFTER BRUD
Begrebet "dramatisk forhold" bliver brugt lidt for flittigt nu om dage, men når emnet er det tidligere kendispar Kevin "Bro" Andreasen og Sille Thorsen, er det helt på sin plads.
Sangeren og "Ex on the Beach"-baben gik i januar fra hinanden efter under et halvt år som kærester, og det skete med bulder og brag.
På skift beskyldte de tidligere tv-turtelduer hinanden for utroskab, truende adfærd og mistillid.
Siden har det ikke været til at finde hoved og hale i, om Kevin og Sille har fundet melodien igen. Fra tid til anden er de to dukket op på hinandens Instagram-profiler med romantiske billeder og kærlige gloser.
Ingen af dem har haft lyst til at sætte ord på deres forhold eller svare på, om de igen er kærester, når SE og HØR har henvendt sig.

Nu ser det dog ud til, at vi får flere svar. I en trailer til Prime Video-satsningen "Villa of Broken Hearts", hvor Kevin er en del af castet, dukker Sille nemlig op.
- Jeg vil gerne vise dig, at jeg godt kan være en god kæreste, siger Sille til Kevin i den højspændte teaser-video, som du kan se i videoen øverst i artiklen.
Og hvor kommer dramaet så ind i billedet, tænker du måske? Bare rolig.

Traileren afslører nemlig, at "Sydpå"-sangeren i programmet kysser på og flirter med en af de andre deltagere i "Bachelor"-stjernen Frida Bolm.
Derudover ser man også, at Sille bryder sammen i tårer på et tidspunkt. "Villa of Broken Hearts" tegner altså til at blive en kæmpe gave for alle os realityelskere.
"Villa of Broken Hearts" kan ses på Prime Video fra onsdag den 26. oktober.