Michael Rasmussen afslører: Ekskonen var årsagen til forliget med Rabobank
LÆS OGSÅ: 18 år efter hård sag: Stadig iskold luft mellem de danske kendisser
Det endte med at være en lang og sej kamp over mange år i retten, da Michael Rasmussen og Rabobank lå i krig med hinanden efter Tour de France-skandalen i 2007.
Først krævede Kyllingen 42 millioner kroner i erstatning, og Rabobank blev først dømt til at betale fem millioner kroner.
Den dom ankede Michael Rasmussen, og det var en dårlig idé, da han efterfølgende blev dømt til at betale de fem millioner kroner tilbage.
Også den dom blev anket, men inden den nåede at komme for retten igen, indgik Rabobank og Michael Rasmussen et forlig.
Årene og retssagen tog hårdt på Michael Rasmussen og familien, og i SE og HØR-sportspodcasten ”Af Banen” fortæller den tidligere cykelrytter, at hans daværende kone, Cariza Muñoz, også var årsagen til, at han valgte at indgå et forlig.
- Der er ingen tvivl om, at det trak store veksler på familien, når man har en retssag mod et multinationalt selskab, der kører i seks år. Det er ikke noget, jeg kan anbefale at kaste sig ud i. Og det stoppede faktisk først på det tidspunkt, hvor min nu-ekskone sagde til mig: ”Kan du aldrig bare give op?”.
- Og det var der, hvor jeg tænkte, at nu var det måske ved at være tid til at indgå et forlig med dem. Og der var vi altså nået til Højesteretten i Holland.
Så det var hende, der sagde, at nu var det ved at blive for meget?
- Ja. Fordi når man er oppe imod et multinationalt selskab, så løber man på et tidspunkt tør for penge. Advokaterne ved godt, hvad de skal have for ulejligheden, og det gør de (Rabobank, red.) ikke, for de er ikke personligt involveret i sagen.

- For dem er det en irriterende sten i skoen, der godt kan få lov til at blive ved med at rulle rundt dernede, men for mig var det hele mit liv.
Får stadig kommentarer om skandalen i dag
I årene efter 2007 var Michael Rasmussen både en helt og en skurk, alt efter hvem man spurgte.
Mange danskere anså ham som den rigtige Tour de France 2007-vinder, og selv 18 år efter må han stadig høre for Tour de France 2007 og pressemødet i 2013, hvor han indrømmede brug af doping.
- Jeg ved, at jeg for altid vil være endnu mere kendt for, hvad jeg ikke vandt, end for hvad jeg rent faktisk vandt. Og det er det kort, som jeg kommer til at bære rundt på.
Da Kyllingen vendte tilbage til Tour de France som kommentator i 2015 var det heller ikke fordi, at sporten ligefrem havde glemt ham.

- Jeg kom tilbage midt under Tour de France, hvor jeg var kommentator på Ekstra Bladet, og dukkede op dernede på 10. etape. Faktisk på det tidspunkt, hvor Lance Armstrong lå og kørte Tour de France i noget, der hed ”One Day Ahead”, hvor han kørte med et velgørenhedshold.
- Og så løb jeg ind i Lance og tog tilbage til Touren til den efterfølgende etape. Og lige pludselig var der nogle journalister, der fik øje på mig, og det var ret voldsomt. Der gik meget kort tid, før hele det samlede Tour de France-pressekorps var samlet omkring mig. Der var en hel masse, der synes, at jeg stadig skyldte dem nogle svar, som jeg ikke havde givet dem i 2007.
Den tidligere cykelrytter endte dog hurtigt med at blive en etableret del af pressekorpset og pressecenteret, og endte da også med at blive brugt af mange internationale medier.
- Jeg var den eneste tidligere cykelrytter, der sad derinde, da de andre sad i kommentatorboksen, så jeg endte med at give nærmest flere interviews undervejs end nogle af feltets ryttere.
I "Af Banen" kommer Michael Rasmussen blandt andet også ind på, hvordan det var at deltage i "Vild med dans", hvordan livet som efterskolelærer behandler ham, og hvorfor han oftere end andre ender i fejde med blandt andet Aneke Rune og Jonas Vingegaard.
Lyt til hele afsnittet herunder.