Annonce
Nyheder17 timer siden

Lejligheder i København er blevet 20 procent dyrere på et år

Kvadratmeterprisen på ejerlejligheder er steget i 19 måneder i træk. Stigningerne er størst i København
Lejligheder er steget i pris måned for måned i halvandet år. Hurtigst er det gået i København, hvor en lejlighed nu koster i gennemsnit knap 66.800 kroner per kvadratmeter. (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lejligheder er steget i pris måned for måned i halvandet år. Hurtigst er det gået i København, hvor en lejlighed nu koster i gennemsnit knap 66.800 kroner per kvadratmeter. (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce

I løbet af det seneste år er prisen på ejerlejligheder i København steget med 20 procent per kvadratmeter.

Det viser tal fra Boligsiden, som samler salgsannoncer fra landets ejendomsmæglere.

I oktober kostede de københavnske lejligheder i gennemsnit knap 66.800 kroner per kvadratmeter.

Det er 2 procent mere end måneden før og 20 procent mere end i oktober 2024.

Årsagen til, at priserne i København stiger så hurtigt, er ifølge boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann, at lysten til at bo i København er stor.

- Det gælder både de unge, børnefamilierne og de mere modne borgere. Der bliver til gengæld ikke bygget ret meget nyt i København, og det betyder, at prisen på de eksisterende boliger bliver presset op, siger hun.

Annonce

Også på landsplan er prisen på ejerlejligheder steget. Her har prisstigningen det seneste år været 13,8 procent.

Det er samtidig den 19. måned i træk, hvor priserne på lejligheder stiger.

Priserne er steget i alle regioner, undtagen Region Nordjylland. Her er priserne derimod faldet med 7,7 procent det seneste år.

Og der er også stor forskel på kvadratmeterpriserne, når man kigger rundt i landet.

Annonce

Mens en lejlighed i Region Nordjylland i gennemsnit koster cirka 19.200 kroner per kvadratmeter, skal man slippe omkring tre gange så meget i Region Hovedstaden.

Det skaber et fragmenteret boligmarked, hvor der er stor forskel på udviklingen i boligejernes friværdi, påpeger Lise Nytoft Bergmann.

- Det kører i to gear, alt efter hvor man befinder sig i landet. Det kører allerhurtigst i hovedstadsområdet, men der er ikke nær så meget gang i boligmarkedet i Vestjylland og Nordjylland, siger hun.

Annonce

De store forskelle i prisstigningerne kan ifølge Lise Nytoft Bergmann være med til at påvirke mobiliteten på arbejdsmarkedet og den generelle sammenhængskraft negativt.

- Der kan være mennesker i de dele af landet, hvor boligpriserne ikke er steget så meget, som kan have svært ved at tage et job i øvrige dele af landet, siger hun.

Annonce

Sponsoreret indhold