Annonce
Krimi7 timer siden

Drama i indkøbscenter: Vælgermøde afbrudt af brag

En byrådskandidat spottede en gruppe drenge, inden der lød et højt brag fra et formodet kanonslag
Kalundborg Kommune-skilt i Kalundborg, torsdag den 23. september 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Der var drama i Kalundborg Kommune tirsdag, da et kanonslag blev smidt i et indkøbscenter midt under et vælgermøde
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce

De tilstedeværende ved et vælgermøde i Høng Centeret i Kalundborg Kommune blev tirsdag aften evakueret.

Det skriver sn.dk, som har talt med den socialdemokratiske byrådskandidat Tina Beck-Nilsson.

Midt- og Vestsjællands Politi skrev onsdag morgen i sin døgnrapport, at politiet rykkede ud til centeret tirsdag aften, da en 17-årig dreng tilsyneladende affyrede et kanonslag inde i centeret.

Politikredsen oplyser til Ritzau, at man ikke vurderer, at kanonslaget var rettet imod vælgermødet.

- Der sker mange sjove og pudsige ting, man husker fra en valgkamp, og så sker der meget, som ikke altid er planlagt. Det her vil være noget, jeg kommer til at huske, siger den socialdemokratiske politiker ifølge sn.dk.

Tina Beck-Nilsson fortæller til sn.dk, at hun godt havde lagt mærke til drengene i centeret.

Annonce

Hun beskriver over for mediet, at der pludselig lød et højt brag, og at brandalarmen gik i gang.

Brandalarmen viste sig at være falsk alarm. Men ifølge sn.dk var der over 100 deltagere ved vælgermødet, der blev evakueret.

Vælgermødet blev ikke genoptaget efter evakueringen.

Ifølge politiet sørgede et større antal borgere for, at den 17-årige og hans venner ikke forlod centeret, før betjentene ankom.

Annonce

En af drengene havde dog held med at forlade stedet, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Den 17-årige er sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Politiet fik anmeldelsen om kanonslaget klokken 20.25.

I Danmark er det kun lovligt for privatpersoner at fyre fyrværkeri af 31. december og 1. januar. Men kanonslag er altid ulovlige både at anvende og sælge for privatpersoner.

Annonce

Sponsoreret indhold