Annonce
Krimi9 timer siden (opd. 9 timer siden)

Sigtelse: 19-årig fik teenager til at begå drab på ung kvinde

En 21-årig kvinde blev i april dræbt i Herning. Det tog politiet to måneder at finde en mulig gerningsmand
Dørene blev hurtigt lukket i Retten i Herning onsdag, hvor en 19-årig mand er sigtet for at have fået en i dag 17-årig dreng til at dræbe en 21-årig kvinde.
Dørene blev hurtigt lukket i Retten i Herning onsdag, hvor en 19-årig mand er sigtet for at have fået en i dag 17-årig dreng til at dræbe en 21-årig kvinde.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Annonce

En 19-årig mand skal sammen med ukendte medgerningsmænd have rekrutteret eller med "råd og dåd" fået en nu 17-årig dreng til at dræbe en 21-årig kvinde i Herning.

Det kom ifølge Jyllands-Posten frem, da den 19-årige onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning.

Den sigtede mand nægter sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger, skriver avisen.

Kvinden blev stukket med kniv 7. april på Gormsvej i Herning.

Overfaldet skete på åben gade, og det er tidligere kommet frem, at den formodede gerningsmand bar mundbind.

Kvinden blev stukket i venstre side af lænden, og gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet.

Annonce

Forbipasserende slog alarm og forsøgte at give kvinden førstehjælp, men hendes liv stod ikke til at redde.

Der gik mere end to måneder, før politiet fandt frem til den formodede gerningsmand bag det dødelige overfald.

Det skete, dagen efter at politiet havde anholdt to andre unge mænd i sagen.

De er ikke længere sigtede i sagen, har Midt- og Vestjyllands Politi oplyst ifølge Herning Folkeblad.

Annonce

Det meste af onsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre.

Derfor er offentligheden afskåret fra at få et nærmere indblik i sagens beviser, eller hvad den 19-årige mand eventuelt forklarede over for dommeren.

Men ifølge Herning Folkeblad argumenterede specialanklager Linette Lysgaard for, at efterforskningen er meget kompleks, inden dørene blev lukket.

Annonce

Politiet har ikke umiddelbart oplyst noget om et muligt motiv.

Men det har tidligere lydt, at man mener, at gerningsmanden gik målrettet efter den unge kvinde.

Annonce

Sponsoreret indhold