Mai Mercado har mistet sit hår: - Det er meget tabubelagt

LÆS OGSÅ: Kræftramte Mai Mercado afslører: Nu er håret røget
Det er ikke mange måneder siden, at den konservative folketingspolitiker Mai Mercado kunne fortælle, at hun havde fået brystkræft.
Siden er hun begyndt i kemobehandling, og selv om hun er ved godt mod, lægger hun ikke skjul på, at det giver hende mange smerter.
Det fortæller hun, da SE og HØR møder hende i Cirkusbygningen i København, hvor Thin Blue Line holder afholder velgørenhedsgalla.
- Jeg har det rigtig godt i de her dage. Men på mandag skal jeg have kemo igen, og så giver det et dyk, og det er helt naturligt.
- Dels kemoen i sig selv, som jo er gift, man sprøjter ind i kroppen. Men samtidig får jeg jo også den her boosterpen, som skal booste mit immunforsvar, men som bare er en led fætter og skulle stikke sig med, fordi den jo virkelig gør, at man får ondt i knoglerne, fortæller hun.
Som følge af behandlingen har folketingspolitikeren mistet en stor del af sit hår, og derfor er hun begyndt at bære en paryk. Det har hun delt åbent og ærligt på Instagram, og det har skabt et væld af reaktioner.
- Jeg har fået tusindvis af kommentarer, og det er jo noget meget følsomt og måske også et af de sværeste opslag, som jeg har skrevet, men til gengæld også meget rigtigt at skrive det. Det er meget tabulagt, når man er i kemobehandling og man mister håret, og jeg havde jo en fin paryk, som jeg er rigtig glad for og som jeg bruger meget. fortæller hun og fortsætter:
- Jeg bruger den jo især, hvis jeg er ude og handle, fordi det vækker lidt mindre opmærksomhed, end hvis jeg har et tørklæde på.

Til aftenens gallaarrangement bærer den konservative politiker dog ikke parykken. Hun har i stedet taget et farvestrålende tørklæde på, og det er ikke helt uden grund.
- Det er jo, fordi jeg også gerne vil stå ved, hvem jeg er, og hvor langt jeg er i den her proces, fortæller hun.
Mai Mercado fik sin første kemobehandling i slutningen af september, og inden længe rammer hun en milepæl, der skal fejres.
- Selve behandlingen løber jo i virkeligheden helt ind foråret, men når jeg kommer igennem den kemo, jeg skal have på mandag, så er jeg halvvejs, og det skal vi jo fejre. Det er vigtigt at fejre de små milepæle og fejre de små sejre, lyder det fra politikeren.