
Ansat sendte Julie Zangenbergs firma i graven: Cozy havde 300 kroner på kontoen

LÆS OGSÅ: Medina reagerer på konkurs: Stolt af Julie Zangenberg
I slutningen af oktober kunne Julie Zangenberg tilføje endnu en konkurs til sit cv.
Her tog Sø- og Handelsretten livet af tøjfirmaet Cozy for anden gang, og nu kan SE og HØR fortælle, hvad årsagen til konkursen var.
Det var nemlig en ansat, der savnede sin løn fra firmaet, og derfor begærede selskabet konkurs. Det fremgår af en aktindsigt, SE og HØR har fået ved retten.
"Jeg har et tilgodehavende hos Cozy ApS på ca. 30.000 kroner i feriepenge/løn. Beløbet er forfaldent, men ikke betalt. Selskabet er insolvent og ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser," lyder det i beskeden, som den ansatte har sendt til retten.
"Jeg anmoder derfor om, at Cozy ApS tages under konkursbehandling i henhold til konkurslovens regler," skriver vedkommende, som SE og HØR kender identiteten på.
Udover Zangenberg har Cozy også folk som Medina og "Løvens hule"-investoren Birgit Aaby i ejerkredsen.
Begæringen sendte hun 4. september, og 22. oktober blev der derfor indkaldt til retsmøde, hvor retten skulle vurdere situationen.
Den ansatte mødte ifølge retsbogen selv op, mens Julie Zangenberg var med på en telefonforbindelse. Her bekræftede hun, at betingelserne for en konkurs var opfyldt - altså med andre ord, at Cozy skyldte den ansatte penge, som de ikke kunne betale.
300 kroner på kontoen
Og det er der en god årsag til.
Kassen var nemlig mere eller mindre tom, fremgår det af retsbogen.
Her kan man læse, at Cozy ApS har 300 kroner stående på bankkontoen, ligesom selskabet dog også har et varelager på omkring 40.000 kroner samt en hjemmeside, værdien ikke kendes på.
Det er uklart, hvilken anden gæld der er i selskabet. Det er blandt andet det, som den advokat, der er blevet udpeget som kurator, nu skal finde ud af i den kommende tid.
Enormt ked af det
Julie Zangenberg slog i forbindelsen med konkursen i oktober fast over for SE og HØR, at hun var ked af, at det endte med en konkurs med selskabet, som hun i april havde meldt ud, at hun ville lukke ned for i stedet at vende tilbage til skuespillet og andre projekter.
"Efter Julie og Cozy-holdet har kæmpet med alt de kunne i ni år for at få Cozy til at lykkes, kastes nu håndklædet i ringen, og selskabet erklæres endeligt konkurs," lød det i en skriftlig kommentar fra Julie Zangenberg til SE og HØR.
"Blandt andet corona og en vandskade i september 2024, der tog ca. halvdelen af deres lager, har desværre været for meget at komme tilbage fra," lyder beskeden, mens en trist Julie Zangenberg tilføjer:
"Jeg er så enormt ked af dette selv og tager al læring med mig. Jeg fokuserer lige nu på den sidste del af nedlukningen og passer på min familie og nyfødte søn."
Den proces kender Julie Zangenberg ganske godt.
Det er nemlig anden gang, at Cozy er igennem det forløb.
I foråret 2022 gik selskabet konkurs med en gæld på mere end fire millioner kroner - heriblandt tre millioner kroner til det offentlige - skrev Ekstra Bladet dengang.
Måneden efter gik Julie Zangenberg sammen med Birgit Aaby, der er kendt fra "Løvens hule", og købte en række af aktiver ud af konkursboet, hvorefter de startede Cozy ApS.
Det er det selskab, der nu er gået konkurs efter flere år med underskud.
I selskabets seneste regnskab var der et underskud på 1,3 millioner kroner efter skat og en negativ egenkapital på knap 1,5 millioner kroner.
Ifølge regnskabet var der aktiver for lidt under en halv million kroner - et beløb, der efter konkursen nu er opgjort til 40.300 kroner - og gæld på næsten to millioner kroner.
Konkursen har på ingen måde skabt dårlig stemning mellem Medina og Julie Zangenberg. Det kan du læse om herunder:
