Voldsom anklage mod Anders Holch: Luksussafari koster lokale dyrt

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Når Danmarks rigeste mand beværter velhavende safarigæster i sine vildtreservater i det nordlige Tanzania, så betaler lokalbefolkningen en meget høj pris.
Det kan det undersøgende medie Danwatch fortælle i samarbejde med det tanzanianske medie The Chanzo.
De to medier har besøgt 4 landsbyer og talt med over 10 beboere i områderne omkring vildtreservaterne Grumeti og Ikorongo Game Reserve i det nordlige Tanzania – et område, hvor velhavende turister kan nyde synet af elefanter, løver og bøfler fra nogle af Afrikas mest luksuriøse lodges.
Her fortæller indbyggerne, hvordan den safari-industri, som Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen har kastet penge efter, har frataget dem deres land og afskåret dem fra både vandressourcer, brænde og slægtsgrave af stor spirituel betydning.
Flere beretter om, hvordan de vilde dyr fra Grumeti og Ikorongo Game Reserve igen og igen angriber deres jord i et omfang, der betyder, at nogle helt har droppet at dyrke den.
- Det ligner et klassisk eksempel på, hvordan der i Tanzania igen og igen bliver begået menneskerettighedskrænkelser i turismens navn, siger Tekle Weldemichael, lektor på University of Manchester og ph.d i landkonflikter relateret til naturbeskyttelse.
Anders Holch Povlsen har både investeret i selve Grumeti og Ikorongo Game Reserve og Singita, den sydafrikanske hotelkæde, der driver hotellerne i reservaterne.
Ifølge den seneste årsrapport fra Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S ejer den danske milliardær 70 procent af Singita Management Holdings Pty Ltd og 33 procent af Singita Holdings (Mauritius) Pty Ltd samt 25 procent af Grumeti Community and Conservation LLC.
I en mail bekræfter HEARTLAND A/S investeringerne. De afviser dog at sætte yderligere tal på dem og nøjes med at skrive, at de er er "minoritetsejere" i alle selskaberne.
Ifølge professor på Københavns Universitet, Jens Friis Lund, bør det ikke komme som en overraskelse for private investorer som Anders Holch Povlsen, at investeringer i safari-turisme i
Tanzania er i stor risiko for føre til forværrede levestandarder for lokalbefolkningen:
- Hvis de har gjort deres hjemmearbejde, vil de også vide, at safari-turismen i Tanzania er tæt knyttet til systematiske menneskerettighedskrænkelser, siger han.
Andrea Shemberg, menneskerettighedsadvokat og en af de førende eksperter i virksomheders sociale ansvar, vurderer, at virksomheder, som Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S, har et ansvar for at sikre en fair kompensation til de berørte bønder.
- Kort sagt: Hvis en virksomhed har forårsaget eller medvirket til skade, forventes det, at den tager skridt til at afhjælpe den – punktum, siger hun.
Anders Holch Povlsen og HEARTLAND har ikke ønsket at svare på spørgsmål om lokalbefolkningens kritik af safari-turismen i Grumeti og Ikorongo Game Reserve eller muligheden for kompensation, men henviser til Singita og Grumeti Fund, en selvejende fond der blandt andet står for at pleje relationerne til de nærliggende landsbyer.
I en mail til Danwatch og The Chanzo skriver Grumeti Fund, at "udfordringer" som "ødelæggelse af landbrugsjord, tab af kvæg og jordkonflikter" er uundgåelige, og at de gør, hvad de kan for at imødegå dem i samarbejde med den tanzanianske regering:
Grumeti Fund oplyser, at spørgsmålet om erstatning for mistet jord og kvæg er Tanzania Wildlife Management Authority (TAWA)’s ansvar. De tanzanianske myndigheder har ikke svaret på Danwatch henvendelse.