Chili Klaus langer ud efter TV 2: Skal jeg bare sende en regning?

For ti år siden fik Claus Pilgaard, der i folkemunde er kendt som Chili Klaus, en fiks ide.
Chilismagning som en adventsjulekalender med Danmarks mest kendte nisse, Pyrus.
Desværre for chili-connaisseuren fik de fire afsnit i selskab med Jan Linnebjerg på hans Youtube-kanal økonomiske konsekvenser.
Chili Klaus blev efterfølgende kontaktet af en TV 2-advokat, der havde kedeligt nyt.
Han havde udnyttet TV 2’s rettigheder og måtte betale 25.000 kroner for at have lånt Pyrus i sine videoer.
Men nu er hævnens time kommet. Det skriver Chili Klaus på sin Facebook-profil.
Skal jeg sende en regning?
I forbindelse med kommunalvalget har TV 2 Nord tænkt ud af boksen og lanceret konceptet ”Det stærke valg”.
Mediet inviterer under valgkampen lokalpolitikere ind for at tale om deres politik – eneste men er, at de skal spises en chili først. Jo stærkere chili desto mere taletid.
Og det lyder jo som et koncept, man har set på Chili Klaus’ Youtube-kanal.
- Nu har TV2 Nord “lånt" mit chilismagningsformat i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Skal jeg sende dem en regning på det samme beløb, så vi står lige, spørger han retorisk i sit opslag.
SE og HØR har forsøgt at få et interview med Claus Pilgaard, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Vi arbejder ligeledes på at få en kommentar fra TV 2 Nord.