Annonce
NyhederI går

Dødstal efter orkanen Melissa i Caribien stiger til knap 30

Der er natten til torsdag også registreret fire dødsfald i Jamaica efter orkanen Melissa
Et billede fra Montego Bay i Jamaica viser gader, der er dækket af mudder, efter at orkanen Melissa har ramt landet. - Foto: Sandra Stojanovic/Reuters
Et billede fra Montego Bay i Jamaica viser gader, der er dækket af mudder, efter at orkanen Melissa har ramt landet. - Foto: Sandra Stojanovic/Reuters
Annonce

Fire lig er skyllet i land i området Saint Elizabeth i Jamaica som følge af orkanen Melissa, der tirsdag ramte landet.

Det oplyser lokale myndigheder i landet.

Vejrtjenesten AccuWeather anslår, at Melissa kan ende med at koste 22 milliarder dollar i skader og økonomiske tab. Det svarer til 141 milliarder kroner.

Landets premierminister, Andrew Holness, har besøgt Black River Hospital, der er det eneste offentlige hospital i Saint Elizabeth. Her viser luftoptagelser ødelagte bygninger, bortblæste tage, væltede strømkabler og marker fyldt med murbrokker.

Jamaicas regering oplyser, at den vil holde nødherbergerne åbne resten af ugen, da folk stadig flygter fra deres hjem.

Annonce

Dødstallet i østaten Haiti er desuden steget til 25 som følge af oversvømmelser, oplyser myndighederne i landet.

Orkanen har ikke direkte ramt Haiti. Den har dog haft indflydelse på vejret i Caribiens mest folkerige nation, hvor regnen har pisket ned i flere dage.

Dødsfaldene er særligt registreret i kystbyen Petit-Goave, der ligger 64 kilometer vest for Haitis hovedstad, Port-au-Prince.

Annonce

Mindst 10 børn er omkommet, og 12 personer er fortsat savnet i byen, har Haitis beredskab oplyst. Over 1000 hjem er blevet oversvømmet landet over, og knap 12.000 mennesker er flyttet på nødherberger.

Melissa var stadig en alvorlig kategori 3-orkan, da den ramte Cuba natten til onsdag. Her blev der registeret vindhastigheder på over 52 meter i sekundet.

Annonce

Mindst 241 lokalsamfund var isoleret og uden kommunikation onsdag, efter at orkanen havde passeret gennem Santiago-provinsen i landet.

Da orkanen nærmede sig landet, evakuerede myndighederne omkring 735.000 mennesker over hele den østlige del af Cuba.

Der var onsdag endnu ingen meldinger om dødsfald. Cubas præsident, Miguel Diaz-Canel, siger dog, at landet har lidt omfattende skader, og han opfordrer folk til at være på vagt, eftersom der fortsat falder kraftig regn over landet.

Annonce

Sponsoreret indhold