En abe inficeret med herpes og covid-19 er på fri fod i den amerikanske delstat Mississippi, efter at en transportvogn kørte galt på motorvejen.
Det skriver New York Post.
Vognen transporterede en gruppe rhesusaber til et forskningscenter ved Tulane University, da den kørte af motorvejen og ind i en jordbunke.
Uheldet efterlod et hul i vognens bagsmæk, som aberne flygtede ud af.
Det er lige nu usikkert, hvor mange aber der præcist var i bilen.
Politiet fangede og aflivede alle dem, de kunne finde - med undtagelse af én.
Den 18 kilo tunge abe, der ud over herpes og covid-19 også er inficeret med hepatitis C, er aggressiv over for mennesker, advarer politiet i Jasper County.
Spotter man aben, bør man holde sig langt væk og kontakte myndighederne, anbefaler politiet områdets borgere.