
Vild udmelding: - Om ti år er jeg færdig med at være Kim Kardashian

LÆS OGSÅ: Kim Kardashian med stor afsløring: Ramt af hjerneaneurisme
Det er jo ikke ligefrem, fordi Kim Kardashian mangler hverken penge eller projekter, men alligevel har den 45-årige realitydronning store planer for sin fremtidige karriere.
Hun har i snart to årtier været kendt for sine familieeskapader i realityhittet "Keeping Up With the Kardashians" og senest "The Kardashians", ligesom hun har haft mere end massiv succes med sin undertøjsvirksomhed Skims.
Oven i hatten har hun også travlt med at medvirke i tv-serier som "American Horror Story" og senest "All's Fair", der har premiere på Disney+ til november.
Ikke desto mindre er den labre realitylarve helt klar på at sige farvel til "Kim K"-personaen.

Hun vil nemlig meget, meget gerne leve et liv som praktiserende advokat. Det fortæller hun i forbindelse med sit besøg i "The Graham Norton Show" fredag, hvor hun afslører, at hun er færdig med jurastudierne om meget kort tid.
– Jeg er færdig om to uger. Jeg håber at kunne praktisere som advokat, siger hun og tilføjer:
– Måske om ti år dropper jeg helt det at være Kim K – og bliver forsvarsadvokat. Det er det, jeg virkelig vil.
"The Kardashians"-stjernen fejrede tidligere på året, at hun officielt havde afsluttet sin juraundervisning efter seks års studier.


Under en privat dimission omgivet af familie og venner, blev hun hyldet for sin "ukuelige vilje".
"For seks år siden trådte Kim Kardashian ind i det her program med intet andet end et brændende ønske om at kæmpe for retfærdighed. Ingen genveje, ingen privilegier – kun ren beslutsomhed, lød det fra hendes mentor ifølge optagelser, som Kim delte på Instagram.
Mentoren forklarede, at Kim havde dedikeret hele 18 timer om ugen, 48 uger om året – i seks år i træk.
Det svarer til over 5.000 timers juridisk læsning og arbejde – samtidig med, at hun opfostrede fire børn, drev virksomheder, optog tv-programmer og mødte op i retssale for at kæmpe for andre.
Kim begyndte sin juridiske rejse i 2019 efter at have hjulpet med at få fangen Alice Marie Johnson løsladt, og det var ifølge hende selv en oplevelse, der ændrede alt.



– Jeg sad i Det Hvide Hus omgivet af dommere og embedsmænd og tænkte: "Holy shit, jeg er nødt til at vide mere." Jeg havde advokater med, der kunne forklare juraen, men jeg følte, at jeg selv ville kunne gøre en større forskel, hvis jeg forstod systemet, forklarer hun.
Siden da har Kim dokumenteret rejsen på sociale medier – blandt andet med billeder af sig selv, der læser til eksamen i bikini i baghaven.
Efter at have dumpet den såkaldte “baby bar”-eksamen flere gange bestod hun endelig i 2021.
I marts bestod hun så MPRE-eksamenen (Multistate Professional Responsibility Exam). En prøve, man skal have bestået, for at kunne tage den helt store og berygtede to-dages advokateksamen, hvor kun cirka 40 procent af eleverne består.


Og nu er planen altså at følge i sin afdøde far, Robert Kardashians, fodspor og starte sit eget advokatfirma.
– Jeg vil kæmpe for mennesker, der har betalt deres gæld til samfundet. Systemet kan ændres, og jeg vil være med til at ændre det.
Til august debuterer Kim Kardashian som fiktiv advokat i Hulu-serien "All’s Fair", som er skabt af Ryan Murphy, der også står bag serier som "American Horror Story" og Netflix-hittet "Monstre".
