Andreas Holm troede på miraklet: Men far tabte kræftkampen

I sommeren 2020, modtager Andreas Holm et uventet gruppeopkald fra sin far.

I den anden ende af røret sidder også ”Bachelorette”- og ”Robinson”-stjernens to brødre – og straks kan Andreas høre, at noget er helt galt.

Faren lyder nervøs og bekymret og skal undersøges på hospitalet, efter han har haft føleforstyrrelse.

Det samme er lægerne, da han på hospitalet ikke kan knappe sin skjorte.

En scanning afslører, at realitykendissens far har en svulst i hjernen på størrelse med en tennisbold.

En kompliceret operation kan måske give ham få år ekstra at leve i.

Men miraklernes tid var tilsyneladende ikke forbi.

Efter operationen og et intensivt forløb med både kemo og stråler kunne lægerne konstatere, at kræften var væk.

Men selv om familien troede på det bedste, vidste de inderst inde, at diagnosen var en dødsdom.

Hjernekræften kunne komme tilbage – det var kun et spørgsmål om tid, men de bevarede håbet til det sidste.

– Vi begyndte at leve i en verden, hvor vi troede, at han havde slået alle statistikker.

I vores naive tro, håbede vi på et mirakel og trådte ind i en normal hverdag igen, fortæller Andreas Holm, 32, til SE og HØR.

Ved en ny scanning kunne lægerne dog konstatere, at der var et tilbagefald.

Kræftcellerne havde spredt sig, så han skulle igennem en mere kompliceret operation.

– Han fik dårligere syn, blev dårligere gående og kunne ikke bruge sin arm. Kontakten fra hjernen var der ikke længere.

Vi fik en kørestol til ham og kørte ham rundt, han kunne ikke selv køre rundt. Det var hårdt at være hjælper, mens man også var søn.

Man skulle ordne en masse praktiske ting, samtidig med, at man var knust inden i, lyder det fra den ærlige tv-darling.

I en lang periode troede Andreas’ far selv, at han havde fået en hjerneskade efter et af de epileptiske anfald, han fik som følge af kræftforløbet.

Han nægtede at tro på, det var kræftens skyld.

– Vi spillede alle sammen et skuespil for min fars skyld. Vi ønskede ikke at såre ham mere end højst nødvendigt. Vi prøvede at leve med i hans verden.

Sov ind i døden

Men en dag på Rigshospitalet fik familien beskeden om, at der ikke var mere at gøre.

– Det sidste halve år gik det virkelig hurtigt ned ad bakke. Vi var så kede af det, og når vi gik fra ham, tudbrølede vi på den anden side af døren.

Vi kunne se, hvilken vej det gik, men vi ville ikke italesætte det over for ham, erklærer Andreas, hvis far kom på et aflastningshjem i tre uger, hvor han til det sidste boede med sin kæreste.

– Vi besøgte ham så meget, vi overhovedet kunne. Han kæmpede til det sidste. Han var helt vild stædig.

Der var en aften, hvor vi var derude, hvor vi snakkede og grinede og hørte musik fra fortiden.

Han begyndte at få ondt i hovedet om aftenen – og vi var forberedte på, at han snart ikke kunne mere.

Vi sagde farvel den aften, og så græd vi helt vildt, da vi gik derfra, fortæller realityhugget.

Familien var hos Andreas’ far helt til det sidste – de spillede musik, talte til ham og sørgede for, at han ikke var alene, da han tog sit sidste åndedrag.

Den 29. august 2022 sov Andreas’ far stille ind efter tre døgn i morfin på hospice.

– Vi sov ikke i to og et halvt døgn, men til sidst besluttede vi os for at lægge os til at sove derude.

Idet vi alle sammen sov, trak han vejret en sidste gang – og vi vågnede ved, at han ikke længere trak vejret. Han var død, det var sindssygt, siger den efterladte søn.

Brød fuldstændig sammen

Der gik lang tid, før Andreas overhovedet kunne tale om tabet af sin far. Sorgen var for tung at bære, og selv i dag bliver han stadig rørt, når han sætter ord på savnet.

Det, der har været allersværest at acceptere, er, at hans far ikke er en del af hans voksenliv – de samtaler, råd og øjeblikke, som de aldrig nåede at få.

– Jeg havde glædet mig til, at min far skulle se mig blive gift og få børn. Følge mig i ”Bachelorette” og ”Robinson”, som også er en del af mit liv.

Det er uretfærdigt, at han ikke får lov til at følge os.

Man kan aldrig kurere en sorg, men man kan lære at leve med den, og det har Andreas gjort.

– Da jeg stod på kirkegården på min fars dødsdag, brød jeg fuldstændig sammen.

Jeg giver plads til sorgen, men jeg kan godt leve en hverdag nu, lyder det fra seje Andreas Holm.