Økonomiske problemer: Prinsesse Märtha Louises firma afvikles

Det går ikke specielt godt for firmaet H360 Norway AS, som den norske prinsesse Märtha Louise står i spidsen for.
Faktisk går det overhovedet ikke, for firmaet bliver afviklet.
Det fortæller TV 2 Norge.
- Selskabets økonomi er i en meget vanskelig situation, og selskabet har mistet sin egenkapital, lyder det i det seneste regnskab, hvor det også fremgår, at 2024 endte med et tab på en halv million norske kroner.
Det store tab skyldes en kunde, der ikke er i stand til at indfri sin gæld.
Firmaet, der kom til verdenen i 2020, har gjort sig i salg af og imprægnering af tøj og hesteudstyr samt rengørings- og hærdningsprodukter til stalde og landbrug.
Regnskabet fortæller også, at gældsforpligtelser er blevet betalt, efter selskabet i september havde et inkassokrav mod sig på cirka 250.000 norske kroner.