Viaplay varsler billigere priser: Men du skal sluge en kamel

LÆS OGSÅ: "Robinson"-drama: Nu svarer Viaplay
Det er sket af flere omgange de seneste par år, at Viaplay har hævet priserne på deres streamingabonnementer.
Men nu går det for en gang skyld den modsatte vej.
Det oplyser streaminggiganten i en pressemeddelelse.
Flere af abonnementerne bliver nemlig billigere.
Det kommer dog med én betingelse - man skal være villig til at acceptere reklamer oveni pakken.
- Hos Viaplay er vores fokus enkelt: at levere det indhold, danske kunder allerhelst vil se – døgnet rundt, hele året.
- Med reklamepakkerne gør vi det muligt at vælge mere fleksible og prisvenlige løsninger, så endnu flere kan få adgang til vores univers af underholdning, lyder det fra Sine Smith-Jensen, SVP Viaplay Commercial Denmark.
De nye abonnementpriser (men med reklamer)
- Viaplay Premium – sport, film og serier med reklamer: 399,- (spar 100,-)
- Viaplay Dansk Fodbold, Film & Serier med reklamer: 249,- (spar 50,-)
- Viaplay Champions League, Film & Serier med reklamer: 249,- (spar 50,-)
Mere præcist, så kan man løbe ind i reklameblokke på i gennemsnit seks minutter i timen på streamingindholdet.
På film- og serieindhold er det på max. tre minutter, lyder det.