Influencer får løftet pegefinger: Smagte giftige ting på YouTube

LÆS OGSÅ: Nu kan du overtage Frederik og Marys bryllupsgave
Det kan være en rigtig dårlig idé at smagte giftige bær, svampe og planter og dele det på sociale medier.
Det har en influencer nu måttet sande. Ifølge Forbrugerombudsmanden har influenceren nemlig overtrådt markedsføringsloven ved at dele fire videoer, som indirekte opfordrede børn og unge til farlig og hensynsløs adfærd.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
- Markedsføringsloven indeholder særlige regler, der skal beskytte børn og unge, fordi de er mere sårbare over for indhold som de videoer, influenten har offentliggjort. I de fire videoer overtræder influenten reglerne, fordi influenten indirekte opfordrer til farlig og hensynsløs adfærd, som kan påvirke børn og unge og i værste fald få alvorlige konsekvenser for dem.
- Det gælder også, selvom influentens formål med videoerne var at formidle og oplyse om naturen, siger Torben Jensen, der er forbrugerombudsmand.
Selvom influenceren advarede sine følgere om, at man ikke skulle prøve det derhjemme, er det ifølge Forbrugerombudsmanden ikke nok.
Forbrugerombudsmanden vurderer nemlig, at influencerens digitale univers henvender sig til børn og unge, som let kan blive påvirket grundet deres naturlige godtroenhed, manglende erfaring og kritiske sans.
Forbrugerombudsmanden lægger desuden vægt på, at influenceren har stor gennemslagskraft på sociale medier og påvirkningsmulighed.
Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse har influenceren fjernet de fire videoer fra YouTube og TikTok og gennemgået alt sit øvrige indhold.