Sif og Mathias fra "Nybyggerne" går fra hinanden

LÆS OGSÅ: TV 2 afslører: Sif Steendahl Grandorf er ny dommer i "Nybyggerne"
Sif og Mathias, også bedre kendt som rødt hus fra "Nybyggerne" sæson fem, har valgt at gå fra hinanden.
Det skriver Sif Steendahl Grandorf selv i et opslag på Instagram, hvor hun har delt en række billeder af familien.
- Herinde møder I oftest farver, forvandlinger og gør-det-selv-projekter, men i dag vil jeg dele noget mere personligt, så jeg igen kan åbne op for min profil, som længe har stået lidt stille, skriver Sif i opslaget og tilføjer:
- Mathias og jeg har for længe siden valgt at gå fra hinanden. Det har været en stor beslutning – men er ikke et punktum. Vi er fortsat meget tætte, gode venner og fyldt med kærlighed og respekt for hinanden. Sammen deler vi stadig det vigtigste i vores liv: vores to elskede drenge.
Sif og Mathias deltog sammen i "Nybyggerne" i 2019, hvor det var Ida og Mads, der nuppede sejren lige for næsen af dem.