Victoria Beckham holdt lidelse hemmelig: Fortalte det ikke en gang til David

I dag er det ikke længere en hemmelighed, men i mange år gik Victoria Beckham og skjulte nogle store personlige problemer.
"Posh Spice" led nemlig i sine yngre dage af en spiseforstyrrelse.
En spiseforstyrrelse, hun ikke en gang fortalte sin ægtemand, David Beckham om. Det fortæller hun i podcasten "Call Her Daddy" ifølge TMZ.
Da det stod allerværst til, følte hun slet ikke, at hun kunne stole på eller snakke med nogen som helst om udfordringerne.
Derfor valgte hun også at holde lidelsen hemmelig. Selv for sin bedre halvdel.
Hun tilføjer dog, at husbonden godt vidste, at hun var "meget disciplineret", når det kom til kosten, men ikke at der var tale om en psykisk lidelse.

Senere var netop David Beckham med til at hjælpe hende med at få det bedre.
Han hjalp hende blandt andet med at komme i gang med at træne og få startet nogle sunde vaner.