Marcuz Jess Petersen drømmer om mere "Klovn": - Jeg har ikke hørt fra dem endnu
LÆS OGSÅ: Anden afviser: Nægter at være med i "Klovn"
Massevis af fans jubler formentligt over, at Casper Christensen og Frank Hvam vender tilbage med mere "Klovn".
Men for Marcuz Jess Petersen, der i årevis har spillet Bo i hitserien, er der stadig spænding i luften. Han er nemlig endnu ikke blevet spurgt, om han vil være med.
Det fortalte han, da pressen mødte ham til "Simba Prisen".
- Jeg vil sindssygt gerne være med igen. Det er sjovt hver gang at arbejde med Casper og Frank og alle de andre. Så jeg vil sige ja, hvis de spørger, men jeg har ikke hørt fra dem endnu, lød det.
Selv om han håber på at vende tilbage i rollen som Bo, forventer han dog ikke nødvendigvis at få opkaldet.
- Jeg er taknemmelig bare for at få lov til at være med stadigvæk. For de behøvede ikke nødvendigvis at skrive mig ind i sæsonerne, så jeg regner ikke med det, men jeg håber virkelig stærkt på det.

Marcuz Jess Petersen blev landskendt tilbage i 2010, da han for første gang tonede frem som Bo i spillefilmen "Klovn: The Movie".
Siden har han medvirket i flere sæsoner af tv-serien samt i filmene "Klovn Forever" og "Klovn The Final".
Kort efter, at den tiende sæson af hitserien løb over skærmen, kunne Casper Christensen og Frank Hvam afsløre, at der var mere "Klovn" på vej.
TV 2 har siden bekræftet nyheden, men tv-stationen kan endnu ikke oplyse, hvornår den næste sæson får premiere.
Det skyldes blandt andet, at detaljerne om den kommende sæson endnu ikke er fastlagt.