Lindsay Sandiford blev dømt til døden på Bali: Nu er hun på vej hjem efter 12 år i helvede

Et 12 år langt mareridt er formentlig snart slut for en 69-årig bedstemor fra England.
Om kort tid forventes kvinden – Lindsay Sandiford – således at blive udleveret til England, efter at hun har tilbragt de sidste 12 år i et af de mest frygtede fængsler i verden: Kerobokan-fængslet i Indonesien.
Det skriver det britiske medie Mirror.
Den britiske bedstemor har siddet i det berygtede fængsel siden 2012, hvor hun blev anholdt i lufthavnen på Bali med en større mængde kokain i sin kuffert.
Lindsay Sandiford tilstod at have indsmuglet den store mængde kokain, der havde en værdi af mere end 15 millioner kroner. Hun fastholdt dog på samme tid, at hun var blevet tvunget til at indsmugle stofferne af en bande, der truede med at slå hendes ene søn ihjel.
Lindsay Sandiford blev året efter – i 2013 – idømt dødsstraf.
Siden har hun altså ventet på, at dødsstraffen skulle blive udført. Men nu tyder meget på, at den britiske bedstemor slipper med livet i behold og endda snart kan være hjemme igen.
En aftale underskrevet af den indonesiske regering betyder ifølge det britiske medie, at Lindsay Sandiford vil blive udleveret til sit hjemland inden for kort tid.
- De praktiske aftaler vil blive underskrevet i dag. Overførslen vil blive gennemført umiddelbart efter, at de tekniske detaljer er på plads, udtaler en indonesisk embedsmand i dag ifølge det britiske medie.

Med udleveringen udgår den Lindsay Sandiford dermed Indonesiens brutale henrettelsemetode.
Her bliver dødsdømte fanger ført ud på et græsområde, hvor de får valget mellem at sidde eller stå foran en gruppe bevæbnede soldater, der herefter affyrer et dødbringende skud mod den dømtes hjerte.
Hvis den dødsdømte overlever den første salve af kugler, bliver gruppens kommandør beordret til at affyre et dødeligt skud mod hovedet.
Selv om Indonesien er kendt for at udstikke dødsdomme til forbrydere, sker det relativt sjældent, at de fører dødsdommen ud i livet.
De seneste henrettelser i Indonesien fandt sted i 2015, og i øjeblikket venter omkring 130 personer på deres skæbne, skriver det britiske medie Mirror.